skip to main |
skip to sidebar
Efter en uge med alt for meget død, eksamensopgave og flyttehjælp, var det utroligt vigtigt at blive lettere overrislet og få dyrket den mørke side af sin musiksmag i udemærket selskab.
Min veninde Hummus-Hanne og jeg overvejer at starte en import af fyre, der ikke er komplekt forrykte, til værdigt trængende.

I dag skal min farmor lægges i novembers kolde jord. Det er for trist at tegne, så her er nogle uopfindsomme fisk. Jeg lover at være bedre i morgen.
I dag beviste naturen, at den har humor.
Mit hemmelige alter-ego, Ninjahævneren, har planer om at spolere samtlige julefrokoster, der involverer opdækning med de åh så praktiske rædselsduge i nervøs velour.
Min farmor holdt af at sludre, få sig en lille snaps og at drikke kaffe. Hun kunne godt lide at genfortælle Joan Ørting-programmer, og hun mente, at Nikolaj Kirk lige var en mand for mig. Min farmor syntes, det var sødt, når håndboldpigerne giftede sig, og ingen kunne fortælle en røverhistorie som hende. I går lod min farmor være med at vågne. Jeg er verdens heldigste menneske, for hun var min farmor i 27 år og 357 dage. Mere kan man ikke bede om. Men jeg er alligevel ked af, at hun ikke eksisterer mere.

Når man har haft artig weekend med tidligt op og tidligt i seng stort set ædru, er det en højst mærkværdig fornemmelse af vågne op mandag morgen. Sådan frisk nærmest.
Man må give punkere, at de er vedholdende. Men mon ikke efterhånden vi er flere, der bliver langt mere provokeret af en mullet end en hanekam?
(Bonusinfo: En mullet er også kendt som bundesliga-hår eller svensker garn)
Egentlig er julepynt strengt forbudt på mine 14 kvm, men i dag arvede jeg mine oldeforældres gamle plastikjuletræ. Der er mere julestemning i det afpillede mint- og sølvfarvede 50 år gamle rædsel end noget andet, jeg kan komme i tanke om.
Sneen manglede, men der indfandt sig alligevel en snert af julestemning, da en flok mænd klædt i rødt fra top til tå begyndte at flytte rundt på Journalisthøjskolens gamle trykkemaskiner.
Jeg har et lettere forkvaklet forhold til ros. Det er så absolut min primære motivationsfaktor, hvis bare der er nok ros, kan jeg blive ved og ved og ved og ved og...
Trofaste læsere vil vide, at jeg har verdens sødeste pizzamand lige nede om hjørnet. Han var der ikke sidst, mine tømmermænd krævede "et-eller-andet-med-smeltet-ost-og-kød", men det var ejeren af stedet. Han fortalte mig, at alle ansatte i biksen har det sorte bælte i karate og træner kickboxing, så de kan forsvare sig selv. Så nu er verdens sødeste pizzamand også verdens sejeste.
Jeg har armene over hovedet igen - de har lovet sne på fredag! Trods dårlig effekt på trafik og lignende, er sne simpelthen det gladeste i verden.
Man har fået november alt for langt ind under huden, når man begynder at stå og identificerede sig med de efterladte enlige vanter, der ligger rundt omkring.
I Danmark er der mange mennesker, der ikke går i bad. Fælles for dem er, at de elsker at sidde ved siden af mig i bussen.
I aften pakker jeg papirsservietter, hostebolcher og febernedsættende hovedpinepiller og tager til fest. Min veninde Solveig har lovet mig, at alt det de ting ikke kan kurere, fikser vi med tequila.
I dag var min sygemelding rigtig nok, og jeg har lavet suppe helt uden, noget eksploderede. Så selvom jeg stadig er omgivet af lumske febertåger, nærer jeg fornyet håb om at blive rask til min egen fest i morgen.
Mere snot, hoste og feber. Jeg meldte mig syg på arbejde to gange bare for at finde ud af, at det slet ikke var mig, der skulle møde ind i dag. Senere fik jeg en skål tomatsuppe til at eksplodere i mikroovnen.
Feber og snot ud over det hele. Hoved føles som på størrelse med et håndboldmål. Kan næsten ikke løfte det. Piv.
Det er kun november, og jeg synes allerede jeg fryser konstant, selvom jeg er bevæbnet med de ondeste vinterstøvler, undertrøjer, uldstrømpebukser, frakke, tørklæde og hele molevitten.
Som det ufatteligt påståelige barn, jeg var, gik det først meget sent op for mig, HVOR lille et begreb jeg havde (og har) om tal.
Tænk hvis folk fejrede Bilkas lancering af mal-selv nisser i keramik i lige så tåbelig høj grad, som folk pisker en stemning op, den dag bryggerierne tilbyder, at man kan ruinere sig selv på deres rædselsbryg.
Det er nok meget godt, at vi fik afsluttet vores feature om gamle mennesker i dag. De sidste par dage har jeg mistet mine briller konstant, givet unge lømler ved bageren en albue og kastet mig over slumretæpper, som gjaldt det livet.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er aldrig vokset fra refleksen med spontant at give mig til at tude, hvis jeg falder og slår mig.
Mit indre alterego, Ninjahævneren, har planer om at lave en småblodig perlekæde af fortænderne på folk, der først erklærer de store følelser og senere finder ud af, at det er der ikke tid til.
Er jeg mon den eneste, der ikke kan lade være med at stå og mime Bohemian Rhapsody, hvis jeg står i et mørkt busskur med glasvægge og kigger på mig selv i det sparsomme lys fra oven?
OBS: Dette indlæg giver kun mening, hvis man har set sig selv i en mørk rude, og hvis man har set de første 50 sekunder af videoen til Bohemian Rhapsody http://www.dailymotion.com/video/x23pw_queen-bohemian-rhapsody
Nogle gange tænker jeg på, om der sidder nogen derude og laver tegninger af det rablende kvindemenneske, de mødte lørdag nat på Escobar.
Egentlig var jeg fornærmet over Sørens eksistens, de første år vi kendte hinanden. Men en gut, der på én aften serverer ribbenssteg, husker at slå brættet ned, har neglelak på storetæerne, drikker en fuld og aer en på ryggen, mens man brækker sig, kan man ikke undgå at blive gode venner med.
En eller anden dag indser jeg, FØR jeg ruinerer mig selv, at 50 % udsalg bare er en metode til at få folk til at købe 50 gange så meget.