skip to main |
skip to sidebar
Jeg tænkte egentlig, at en status over de sidste 10 år var for meget til sådan en lille blog, men Flo's gennemgang af hendes sidste 10 år rørte mig så meget, at jeg prøver alligevel. Du kan jo altid bare kigge billeder, hvis der er for meget tekst til dine små nytårsøjne..
2001: Den lille by Vejen var begyndt at føles som en spændetrøje, så da min butiksuddannelse var færdig, drog jeg mod happening Århus. Det første år var spændende, men mest ensomt, præget af lortejobs og så få penge, at jeg nærmest levede af knækbrød og havregrød. Jeg brugte meget tid på at ligge og stirre op i loftet og bekymre mig om den tredje verdenskrig, som jeg var sikker på, at 9/11 havde udløst.
2002: Jeg fik nok af latterlige jobs og lange perioder med arbejdsløshed – jeg skulle jo være "et eller andet kreativt". Selvom jeg prøvede, kunne jeg ikke finde på andet end tøjdesigner. Det var der mange, der havde sagt, at jeg nok ville være god til. Siden jeg ikke anede en kæft om tøj, syntes jeg, at jeg ville starte med at uddanne mig til dameskrædder.
2003: Ud over et overraskende langt forhold til en irsk katolik, kan jeg ikke huske andet om det her år, end at jeg syede og syede og arbejdede i lidt i Bilka, og så syede jeg lidt mere. Da jeg startede på skrædderskolen kunne jeg nemlig ikke engang tråde en symaskine, så man kan sige, at jeg havde lidt at indhente i forhold til de andre.
2004: Så snart skrædderuddannelse var slut - med et udmærket resultat over i købet - pakkede jeg al sygrej laaangt væk, og siden har det ikke rørt sig ud af flækken. Det var ret tydeligt, at jeg ikke skulle leve af at lave tøj, men hvad så? Jeg bruge året på at trække vejret i bund og på at finde ud af, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Journalist, foreslog en test. Det kan føre til mange ting.
2005: For at undgå at runde midt-20'erne af med endnu en ubrugelig uddannelse, tog jeg et højskoleophold med fokus på journalistik. Det ville have den bonuseffekt, at jeg samtidig ville møde alle de venner, der skulle betyde mest i min fremtid, tænkte jeg. Rundkreds, fællessang og gruppekram. Det hører man jo tit. Men jeg tog fejl. Der var få på højskolen, der ikke levede for at være midtpunkt i den festlige klike, hvor jeg bare ikke helt var velkommen. Jeg blev heldigvis en del af en hyggelig lille outsidergruppe og vigtigst af alt - jeg genfandt et bankende skrive-hjerte i mit bryst.Det med venskaberne var jeg trist over. Jeg havde altid haft få gode venner, der hørte til i en større gruppe, hvor jeg til gengæld ikke spillede nogen rolle. For mig virkede det med at finde en "flok", hvor jeg kunne føle, at jeg hørte til, som en slags forjættet land. Nærmest som Narnia, hvor man en dag ville åbne en dør og tænke "Nå, så det er HER, I gemmer jer! Hvor er jeg glad for at se jer."Præcis sådan var det at starte på journalisthøjskolen. 1. semester var et uventet hjørne af himlen for mig.
2006: Fester, fester, fester, sjov og ballade stod den på de aftener, der ikke blev brugt på det efterhånden krævende og udfordrende studie. Jeg lod det hele opsluge mig og blev rusvært og redaktør på skoleavisen. Jeg arbejdede i en sushibiks ved siden af, og selvom jeg aldrig havde fri, var det et fantastisk år.
2007: Mit skribenthjerte og min faglige selvtillid fik for alvor luft under vingerne, da jeg flyttede til København og var et år i journalistpraktik på HK/Privat. Imens var jeg kærester med en gut i Århus.
2008: Cirka samtidig med, at jeg flyttede tilbage til Århus for at arbejde på den lokale metroXpress-redaktion, slog gut fra Århus op med mig. Jeg gik i tusind stykker. Men efter et halvt år fik jeg nok af min egen ynkelige tristhed og besluttede mig for, at det var på tide, at jeg fik set mit liv i et nyt lys, og så ville jeg give mig selv nogle kreative udfordringer. Man kunne sige ufatteligt mange gode ting om at være på et nyhedsmedie, men kreativ udfoldelse er ikke en af dem. Og sådan blev StineStregen født.De sidste halvandet år af 00'erne kan man læse om i arkivet her på siden, dag for dag. Og det er jeg stolt af. Det har ført til fantastiske venskaber, et drømmejob, sjove udfordringer - og det virker. Jeg ser virkelig mit liv på en ny måde. Sådan mere på helheden end de enkelte dårlige dage, der før fik lov til at fylde alt for meget. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan 2010 bliver. Hvis året bliver bare halvt så godt som 2009, så lover jeg at holde armene i vejret. Tusind tusind tak, fordi du læste med i 2009.
Rigtig godt nytår!
- du er sej
Kæreste kom meget tæt på at møde en alt for tidlig og yderst smertefuld død i dag, da han optændt af skoshoppingens hede ild glemte min taske med computer og alting i butik med frådende kunder og grådige blikke.
Nåmn midt i hele det her ti-år-er-gået-status-hype er jeg kommet til at tænke på noget, der overhovedet ikke får nok plads på dagsordenen.
For i film og tv i 80'erne vidste man, at når der kom en dvælende sax, så ville der ikke gå lang tid, før hovedpersonerne havde smidt både skulderpuder og alt-muligt-i-kulørt-satin og overgivet sig vil orangeagtige sexcener med nakken tilbage og læbestiftmunden formet i et perfekt "O".
I halvfemserne var det slideguitaren, der fortalte os, at nu ville det hele snart blive down and dirty og riiiitsch farvel bodystocking og stonewash-resten-af-påklædningen, mens de muskuløse hovedpersoner både så barske og sårbare ud, mens de brugte deres måske-lider-jeg-måske-nyder-jeg-ansigt.
Men 00'erne havde ikke et sex-scene-instrument, havde de?
Jeg vil gerne benytte dagens tegning til at hædre personalet i de udsalgsramte butikker, der må stå mål til et hobetal af spørgsmål så tåbelige, at mere end halvdelen af indbyggerne i Århus bør mentalundersøges (Har den et langt skaft og en fod? Ja? Så er det sgu en støvle, Einstein).
Også tak til Samsøe & Samsøe, der satte et par labre sorte støvler med ikke alt for meget hæl ned til halv pris. LIKE!
I morgen er det mandag, og jeg ved, at når mit vækkeur ringer klokken 7.30 vil jeg ønske det her blogindlæg til helvede, men lige nu glææææder jeg mig sådan til at skulle på arbejde, til at tøffe gennem morgen-Århus med musik i ørerne og ikke mindst til det begyndende januarudsalg.
Verdens måske sejeste julegavehøst:
1 Tinrobot, der kan trækkes op
1 Tegneserie (Persepolis)
1 Hjemmestrikket sjal/kæmpetørklæde i alle farver
1 Stribet kjole
1 Flash til hr. Spejlreflekskamera
1 Mumitroldene-kop
2 Margretheskåle i lyseblå
TAK er kun et fattigt ord...
For engangs skyld er julen hvid, så nu er det bare op til dig (og mig) at gøre den god (og velsmagende, mmmmm). Rigtig rigtig glædelig jul fra mig og en af mine gode imaginære venner.
Jeg springer lige for en kort bemærkning tegneriet over, for det her er simpelthen for godt til ikke at blive dokumenteret!!! Når google vælger, hvad det vil foreslå, er det så efter de mest søgte sætninger? For så synes jeg virkelig, at det her siger noget interessant om danskerne...
Den del af mig, der ikke tænker på mad, gaver eller andres følelser håber lidt i det skjulte på at sne inde i Århus til jul. Så kan vi allesammen holde pyjamas party og se tegnefilm og spise slik og drikke rødvin sammen juleaften.
Tillad mig i alt beskedenhed (njarh ok, ubeskedenhed så) at anbefale dagens udgave af Jyllands-Posten, hvor første ud af syv afsnit af Lois Lanes og min hovedopgave optræder i PULS-sektionen. De resterende seks afsnit burde følge lige efter de følgende dage.
Midt i mylderet midt i Magasin midt i håbløs julegavejagt var jeg tæt på at bukke under for deprimerende tanker om menneskeheden som glubske ulve, der kun give for at modtage endnu mere - men så dukkede Rikke op ud af det blå, og så vidste jeg, at menneskeheden er ok lidt endnu.
SÅ var der rigtig tid til at få gjort alt muligt i weekenden,men pludselig var min krop en blanding af en cementpose og en teenagerlignende forelskelse i sofa.
Normalt begynder jeg at planlægge hvem, der skal have hvilke julegaver i starten af november - på den måde er der gode tid til at finde dem, og gennemtænkte gaver hitter som oftest. Men nu har min december været alt for travl, så jeg gætter på, at mit stadie af julegavepanikangst er det stadie, som mangen lingerikøbende mand befinder sig i hvert eneste år.
Så blev det endelig sidste lange hastedag i denne omgang. Nu kan julefreden med sine ønskesedler, julegaveindkøb, omfattende planer og julekort rigtigt indfinde sig, mens jeg prøver at indhente mit søvnunderskud.
I øvrigt, i anledning af meget diskrete hentydninger til, at jeg skylder to tegninger i dag, fordi der ikke kom nogen på i går, vil jeg benytte lejligheden til at rette en kritik mod min kollega, Anders. Det er altså ikke pænt gjort at sende links til musikvideoer, der får en til at græde, mens man er på arbejde.
Undskyld til faste læsere, men jeg har knoklet indtil nu, så der bliver ingen tegning i dag. Til gengæld viste min hjemtur nu her, at I nok godt kan regne med, at der er pæn sne over det hele i morgen også. Det var en fin tur, sådan i frisk, uspoleret knirkende sne, når altså vinden ikke lige prøvede at æde mit ansigt.
Det lyder måske underligt, men jeg har brugt meget tid på at spekulere over, hvilket dyr jeg mon ville være, sådan dømt efter udseende. Sofie fra min eksamensgruppe har nu løst mysteriet; jeg ville tilsyneladende være en ugle. Det kunne have været meget værre, synes jeg,men jeg skal nok øve mig lidt mere i ugletegning, inden jeg blænder op for uglestregen.dk.
Alt slid, fuldstændig afskaffelse af fritid og mangel på søvn resulterede i et 10-tal til eksamen. Nu skal vi "bare lige" lave tusind tidskrævende ting om på resultatet, hvilket vi har 3 aftener/nætter til, så er resultatet klar til at blive tilmeldt en større reklamekonkurrence.
Vidste du, at det er det nye nye at tegne sig selv hver dag og lægge det på nettet? Jo jo, den er god nok, se selv Simons fine blog med hverdagshistorier fra hans liv på efterskolen. Og ja, siden er bygget op som min, men Simon kan absolut noget selv med sine fantastiske tegninger - tænk at kunne tegne sådan allerede mens, man går i folkeskole... Der tror jeg stadig, at jeg tegnede heste hele tiden.
Mit hemmelige alter-ego, Ninjahævneren, kan godt være en lille smule fristet ved tanken om at give kærester, der lover at vaske tøj, men dropper det, fordi de har selvmedlidenhed over tømmermænd, for til sidst at stikke af med nøglen til vaskekælderen, en endefuld.
I stedet for at lave en tegning og en tekst, der er præcist magen til den i går, prøver jeg at linke til nogle rare sager, hvis du nu er lidt trist eller travl eller bare trænger til lidt overspring. På forhånd undskyld til dem, der udholder mit selskab på facebook, der er ren genbrug.
Superhelte har det lige så svært med deres påklædning som os andre. Det er bare sjovere, når det er dem!
En del af mig har lyst til at sende den her mail-udveksling som svar, når etablerede medier kontakter mig og tilbyder, at de kan bringe mine tegninger fast - helt gratis! Come nu on, jeg er både for gammel, for sur og for selvtilfreds til at arbejde gratis for, at I kan tjene penge.
Jeg er muligvis hjernevasket, fordi jeg er blevet reklame-dame, men jeg er så imponeret over, at den her totalt noller idé er blevet til en fantastisk sød lille film.
Det er så sjældent, at dansk musik virkelig overrasker mig, men det her projekt, er simpelthen fantastisk. Jeg hører sangen "Kom kom kom" inden i hver gang, jeg lukker øjnene.
Ach du lieber, her er reklame igen. Men jeg elsker det fordi, det er lavet med verdens mest fantastiske indsigt i alskens gamle tegnefilmssuperskurke! (Det er de små tegnefilm nederst på siden)
Nå, nu går jeg da helt besærk med reklamer, men den her blander biler (not so good) med kage (oh, very good) og Sound of Music (Yaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaarh, total favorit-ting).
Hvis du stadig sidder og hænger med mulen - og tilfældigvis bor i Århus, så smut ned i Philosophy Blues-butikken på Volden 20 (vent evt. til åbningstid), og oplev en out of this world god service fra hyggelig mand, der ved, hvad der klæder dig. Han siger, han er der hver dag, bortset fra mandag. Han er især god, hvis du ligesom mig er typen, der bare starter kjoleshopping med at gå i panik over ikke at kunne overskue noget som helst og for det meste ender med at tage hjem igen uden lækre indkøb.
Det er de særeste ting, der kan få læsset til at tippe, når man bare er fuldstændig udmattet.
På min deltidsuddannelse svømmer jeg rundt i et eksamensprojekt, der tvinger mig til at huske hele min tid som teenager. Jeg var virkelig meget dårlig til at være teenager. Faktisk tror jeg hellere, at jeg vil save mine ben af med håndkraft end gennemleve den tid igen.
Der er en tid og et sted til alt, og folkens - tiden er kommet til julesange.
OOoooh ja, med den rigtige stemning på er de altså dejlige! Bare fyld glögg i koppen og følg så links til nogle herrrlige hymner:
Den her er vist ret ny og helt fantastisk stemningsfuld.
Julen klæder Raveonettes!
Spol 2:45 sekunder hen her for at høre knap 400 mennesker drømme om en hvid jul, eller vælg samme sang med Flaming Lips for et mere moderne touch.
Hvis det er sandt, at man bliver, hvad man spiser, skal jeg vist se at få reserveret domænet MandarinStregen.dk i en ruf!
Verdens dårligste idé nogensinde er børn i overbefolket supermarked!
Verdens bedste idé er børneopbevaringsbokse i overbefolket supermarked!
I dag har et menneske, som jeg holder af og beundrer voldsomt, fået helt forfærdeligt dårlige nyheder. Jeg føler mig magtesløs, for jeg ikke kan gøre noget som helst. Tænk, hvis man kunne tage hende op i favnen og sige "så så, det går nok alt sammen," og ae hende over håret og så hjalp det. Men sådan er det jo aldrig.
Jeg har tænkt over det, og jeg synes, at programmet "Den vrede tømrer" skal skiftes ud med et ny ved navn "Den brede tømrer". Så kunne han komme rundt og fedme-sikre de danske hjem og dermed komme den der fedme-epidemi i møde.
Har I egentlig set den der epidemi? Jeg synes virkelig ikke, at folk er så fede rundt omkring. Højst lidt småbrede i sværen...
Jeg fylder 29 i dag.
Jeg elsker at blive ældre.
Jeg er 100 gange sjovere, klogere, roligere og sejere, end da jeg fyldte 19, og en del højere, end da jeg fyldte 9.
Indtil videre er i dag den bedste fødselsdag i verden - hvordan har man lov til at være så heldig?
Kender I det, hvor man er den eneste i en relativt stor forsamling, der kun kender få mennesker, men det er egentlig ok, og man prøver bare at gemme sig lidt oppe i baren og smelte ind i baggrunden og være lidt usynlig?
Der var engang, hvor jeg altid sagde "Det er ikke jul, før man har set farmors julepynt." Men hun døde sidste år, og nu er hendes julepynt andres. Det er altså ikke helt det samme.
Efter Lindas indlæg, er jeg nødt til at springe ud af skabet som "en af DEM". Jeg synes, åbenbart ligesom Gary Larson, at alle, der ikke bruger Mac, er en smule fortabte.
Astrid og jeg blev i dag enige om, at det mest nederen ved ikke at være i et band er, at man ikke har megaseje bandfotos, hvor man selv er med og ser mystisk og musikerlaber ud.
Hvile gør underværker. Fra en to tre NU af, lægger jeg verden ned. Efter en god nats søvn altså.
Jeg tænkte egentlig, at en status over de sidste 10 år var for meget til sådan en lille blog, men Flo's gennemgang af hendes sidste 10 år rørte mig så meget, at jeg prøver alligevel. Du kan jo altid bare kigge billeder, hvis der er for meget tekst til dine små nytårsøjne..
2001: Den lille by Vejen var begyndt at føles som en spændetrøje, så da min butiksuddannelse var færdig, drog jeg mod happening Århus. Det første år var spændende, men mest ensomt, præget af lortejobs og så få penge, at jeg nærmest levede af knækbrød og havregrød. Jeg brugte meget tid på at ligge og stirre op i loftet og bekymre mig om den tredje verdenskrig, som jeg var sikker på, at 9/11 havde udløst.
2002: Jeg fik nok af latterlige jobs og lange perioder med arbejdsløshed – jeg skulle jo være "et eller andet kreativt". Selvom jeg prøvede, kunne jeg ikke finde på andet end tøjdesigner. Det var der mange, der havde sagt, at jeg nok ville være god til. Siden jeg ikke anede en kæft om tøj, syntes jeg, at jeg ville starte med at uddanne mig til dameskrædder.
2003: Ud over et overraskende langt forhold til en irsk katolik, kan jeg ikke huske andet om det her år, end at jeg syede og syede og arbejdede i lidt i Bilka, og så syede jeg lidt mere. Da jeg startede på skrædderskolen kunne jeg nemlig ikke engang tråde en symaskine, så man kan sige, at jeg havde lidt at indhente i forhold til de andre.
2004: Så snart skrædderuddannelse var slut - med et udmærket resultat over i købet - pakkede jeg al sygrej laaangt væk, og siden har det ikke rørt sig ud af flækken. Det var ret tydeligt, at jeg ikke skulle leve af at lave tøj, men hvad så? Jeg bruge året på at trække vejret i bund og på at finde ud af, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Journalist, foreslog en test. Det kan føre til mange ting.
2005: For at undgå at runde midt-20'erne af med endnu en ubrugelig uddannelse, tog jeg et højskoleophold med fokus på journalistik. Det ville have den bonuseffekt, at jeg samtidig ville møde alle de venner, der skulle betyde mest i min fremtid, tænkte jeg. Rundkreds, fællessang og gruppekram. Det hører man jo tit. Men jeg tog fejl. Der var få på højskolen, der ikke levede for at være midtpunkt i den festlige klike, hvor jeg bare ikke helt var velkommen. Jeg blev heldigvis en del af en hyggelig lille outsidergruppe og vigtigst af alt - jeg genfandt et bankende skrive-hjerte i mit bryst.
