skip to main |
skip to sidebar
Hej med jer. Det er mig, der er Stine. Jeg tænkte, nu bloggen er halvvejs, at jeg lige ville vise, hvordan jeg laver StineStregen.
Hver dag tegner jeg en ny tegning, men jeg tegner tit mange skitser på en dag. Jeg har to små skitsebøger, som jeg har med mig over alt, hvis en god ide skulle poppe op eller, eller jeg befinder mig i et fortælleværdigt scenarie, der lige skal tegnes.
Alle blogtegninger bliver tegnet på A4-papir. Først med blyant, siden med tusch. Overraskende n'est-ce pas?
Færdig tegning. Jeg ejer ikke en scanner. Det er praktisk nok, fordi jeg så ikke er afhængig af den, men kan lave min blog alle steder med tusch, papir og min mac. Dog giver det en del bøvl med efterbehandling.
Sådan ser det ud, når tegningen er blevet fotograferet med det lille indbyggede crap kamera. Noget ulden.
Tegning får lys og kontrast i fotoprogram, bemærk, at den også vender rigtigt nu.
Så bliver tegning tracet i tegneprogram, og tada, den er færdig! Klar til at smække på bloggen.
Sådan! Jeg har lavet dagens tegning OG hængt min roomie Mette ud. Sweet.
...at tegnede Stine blandt venner er døbt Stine-stegen?...at flere faktisk har troet, at bloggen hed StineStegen?...at jeg startede med at have fire læsere i gennemsnit, da jeg satte counter på i august?
...at der nu er 350 unikke besøgende i gennemsnit hver dag?...at StineStregen har fået ugens 2. plads i DR-programmet Spam?
...at StineStregen har sin egen fanklub på Facebook? Den er startet af Anders og har pt. 288 medlemmer.
...at der aldrig er nogen, der har påpeget, at Ninjahævnerens maske faktisk er en omvendt ninjamaske?
...at det eneste tegnede lig på bloggen nu er medlem af Facebook-gruppen "Fans af StineStregen"?
...at jeg engang kunne se på min counter, at et pornosite i Japan linkede til StineStregen, men jeg turde ikke klikke mig derind og se, hvordan i alverden de fik det til at hænge sammen?
...at en ekskæreste har beskyldt mig for at kopiere Steen og Stoffer?
...at en anden eks sammenlignede med Wulffmorgenthaler, "sådan meget sjov ind i mellem"?
...at tegnede Stine aldrig har det samme outfit på to gange?
...at flere af Hummus-Hannes venner troede, at den gæstetegning, hun lavede, var baseret på en virkelig hændelse og ikke bare en aftale? De syntes, jeg var lidt af en idiot....at den første, der så bloggen var min gode ven Jakob, som jeg skal overtage verdensherredømmet sammen med? Han optræder iøvrigt på fem tegninger indtil videre.
Jeg har kørt alt for meget i bil med min far. Det viste sig i aftenens teoritimer, hvor mit svar på alt var "overhal!".
Det er ikke fordi, jeg som sådan er imod hofteholdere, jeg tror bare ikke, jeg forstår meningen med dem.
Det er vigtigt at være taknemmelig for, at man uhyre sjældent kommer ud for at skulle bakke slalom i trafikken.
Min første dag på billedsprogsholdet startede umiddelbart dårligt, da jeg ikke kunne finde ud af at tænde det udleverede kamera.
I morgen begynder jeg i skole igen, så nu må solen til at stå lidt tidligere op.
Jeg sidder bare og arbejder hele weekenden, så i stedet for en kedelig tegning af det, får I hermed et eksklusivt indblik i et tilfældigt møde, der fandt sted i sommer.
Stine: Hej Søren
Søren: Øh hej... hvem er du?
Stine: Jeg er Stine
Søren: Jeg kender dig ikke
Stine: Vi gik på Askov Højskole sammen
Søren: Jeg har aldrig set dig før, gik du på et af de korte kurser?
Stine: Nej, vi har gået 4 måneder på højskole sammen
Søren: Jeg har altså aldrig set dig før
Stine: Gik du ikke på Askov Højskole for cirka 3 år siden?
Søren: Jo jo, men du var der ikke
Stine: Jo Søren, det var jeg
Søren: Nåååårh var du en af de der tykke, der også gik der?
Mette, som jeg bor sammen med, er omsider vendt hjem efter mere end en måneds ferie, og hun har bagt et bjerg af fastelavnsboller.
Kun ti år efter de fleste, jeg kender, begynder jeg nu at gå til kørekort.
Min barndoms yndlings-ske var den fra Børnenes Trafikklub. I dag opdagede jeg, at min ti år ældre gode ven havde det på samme måde med sin trafikske.
(Det perfekte var størrelsen - mindre end en spiseske og større end en teske.)
En sjælden, men grundig oprydning har med stor sikkerhed påvist, at der befinder sig et sort hul et sted på mit værelse. Det har blandt andet opslugt en fjernbetjening, to hovedpinepiller, en ørering, samtlige strømper uden huller, en milliard viskelædere og mit eneste album med Ennio Morricone.
Vi var en del, der i lang tid troede, at vores norske ven Kai Arne som 11-årig havde bygget en katapult og skudt sig selv afsted. Vi var SÅ imponerede. Senere fandt vi ud af, at han bare havde jogget en spade op i hovedet på sig selv.
Det forbavser mig gang på gang, hvad mænd finder sig i fra pæne blondiner klokken halv fem om morgenen på et værtshus.
I dag kørte jeg tilsyneladende i bus med Gandalf den grå.
I en periode var jeg som barn utroligt bange for, at Hitler ville slå mig ihjel. Jeg havde hørt i radioen, at man aldrig fandt hans lig - altså måtte han være i live. Hitler var en ond mand, og hvad gør onde mænd? De gør små uskyldige piger fortræd, så meget vidste jeg da. Der kunne med andre ord ikke være nogen tvivl om, at Der Führer var efter mig.
Min guitarnabo har tilsyneladende investeret i et klaver og en kammerat, der elsker at spille tromme på diverse møbler.
Hvis jeg kunne, ville jeg skrive en hyldestsang til koen som tak for alle de fabelagtige mejeriprodukter.
Kom nu for filan bare med det sne!
Der er så mange ting, jeg burde gøre lige NU. Arbejde effektivt, præcist, professionelt og hurtigt. Men jeg sidder fast i en dagdrøm om sommer, sol, musik, blomster, drinks og kærlighed.
03:00 Bliver hentet af ivrig fotograf.
04:30 Venter på mand med nøgle til svømmehal sammen med ivrig fotograf og 49 måske kommende jægersoldater i nordjylland.
05:45 Indser kulderystende, at jeg aldrig bliver jægersoldat.
05:50 Roser mig selv for charmerende højt niveau af selverkendelse.
06:30 I opvarmet svømmehal med 49 næsten nøgne måske kommende jægersoldater.
06:31 Humør bedre.
08:00 I Rold Skov med måske kommende jægersoldater og ivrig fotograf.
11:00 Kravler rundt på noget Rebild Bakker, mens ivrig fotograf spurter rundt efter måske kommende jægersoldater.
11:50 Fodrer mig selv og modvillig fotograf.
12:00 Roser mig selv for stort omsorgs-gen.
13:00 Småblunder i bil, mens ivrig fotograf pludseligt fotograferer ældre ægtepar til hest.
15:16 Glædestårer præger gensyn med træk og slip-toilet.
18:30 Ved nu ALT om orienteringsløb.
18:40 Beslutter mig for aldrig at løbe orienteringsløb.
18:41 Roser mig selv for exceptionelt god dømmekraft.
19:15 Vender snuden mod Århus sammen med træt fotograf.
20:45 Forsøger i gensynets lykkerus at snave dyne.
21:00 Opgiver dynesnav.
Sørens gode ven virkede flink og tilforladelig, indtil han blev fuld og skæv og spurgte: "Dengang du var teenager, var du så den slags pige, som man måtte stikke hånden ned i trusserne på, eller måtte man kun uden på?"
OBS: Jeg har censureret hans sprog en anelse.
Jeg tror, at den virkelige årsag til, at jeg ikke måtte komme og heppe på min lillesøster til hendes eksamen, er mit hemmelige tante-gen. Det kun går i udbrud, når det kan gøre hende forlegen.
Gratis kaffe i uforsvarlige mængder, folk tvangsindlagt til at høre på mine åh så kloge bemærkninger, gratis mad OG det gælder som rigtigt arbejde - jeg ELSKER møder.
I dag virker hverken mit internet eller min telefon, og min nabos internet virker kun i små sjældne glimt. ARG!
Mit hemmelige alter-ego, Ninjahævneren, efterstræber netop nu de kæltringe, der brød ind hos lillesøster.
Det er meget længe siden, jeg har hørt noget til kvinden i min bygning, der skriger som en besat under sex, og manden, der råber utrolig vredt af hende. Til gengæld har jeg hørt meget utroligt dårlig guitarspil på det seneste.
Når arkæologerne graver vores kadavere op om mange år, vil gåden om, hvorfor mænd gik med gigantiske (og falske?) diamantklodser i ørerne, drille lige så meget, som gåden om pyramiderne har gjort det gennem tiderne.
Det kan da for pokker være ligemeget, om man snakker med en medpassager eller i en mobiltelefon.

"Gør livet til en musical" ville betyde alt alt for meget træning.
Efter den sjoveste nytårsaften i mange år, er jeg simpelthen for slatten til at finde på noget sjovt eller kreativt at tegne i dag.