skip to main |
skip to sidebar
Den første aften fik vi et lift til Hassenlühne i Tyskland, hvor vi efter megen mas fik lov til at sove hos hver sin lastbilchauffør i deres kabine. Måske var det for at belønne min elegante opstigning i hans overkøje, at Johnny klappede mig i måsen, aede mig på kinden og kaldte mig lille ven. Jeg gengældte venligheden ved at snorke hele natten.
Anden dag kørte vi videre i Tyskland og gennem Holland og Belgien, hvorefter vi strandede lige uden for Paris. Bliver franskmænd mon ikke snart trætte af at være så kliché-agtige? Vi spurgte den første, vi mødte af slagsen på en rasteplads "Do you know where the truckdrivers are?" og fik svaret "Black and white, very niiize, you want go dancing? I have a room". Bagefter skældte han os ud over, at vi var dårlige til fransk.
Vi kom ikke videre før næste morgen. Først med en belgier, så med en (velopdragen) franskmand og til sidst en englænder, der skulle mod Spanien. På turen lærte vi blandt andet, at uanset hvor meget vilje, man lægger i det, kan man simpelthen ikke sove to i en lastbilkøje på bredde med en hånd.
80 km fra Madrid besluttede vi os for, at vi havde rejst langt nok og ville fejre det. Vi troede, vi bestilte kaffe, men tjeneren kom med budding og tog det MEGET personligt, da vi - overtrætte som vi var - ikke kunne stoppe med at grine af de blævrende ting på vores tallerkner.
Alle havde advaret os mod at køre med østeuropæiske chauffører, så det var vi selvfølgelig nødt til at prøve. Fordommene kom til skamme, for polske Sylvester var det sødeste menneske, vi mødte på vores rejse. Ugens bedste måltid var uden sammenligning, da han lavede os kotelletter med løg og kartofler i måneskin få kilometer fra Frankrigs grænse.
Hvad ER det helt præcist, at franskmænd har imod toiletkummer??? Gudskelov tog vi en rute, der kun betød halvandet døgn på franske motorveje.
Det er ret voldsomt pludseligt at køre i personbil på de tyske motorveje, når man har bumlet rundt i lastbil i en uge. Men det viser sig, at de fleste lastbiler har kørselsforbud i Tyskland om søndagen. Så lærte vi da, at tyskerne hader blaffere, og vi var strandet et sted mellem 7 og 9 timer på en rasteplads. Ham, der endelig tog os med, viste sig at være min fars kollega. Verden er lille.
Af alle steder, vi strandede på rejsen, var sønderjylland klart det uhyggeligste. Det tog os tre dage at komme ud af Tyskland, og så stod vi pludseligt forladt og glanede på nogle træer og en motorvej tæt på Rødekro.
Hvis denne tegning kommer på bloggen, betyder det, at jeg er stuck et sted i Europa uden penge, mad og et lift hjem.
Da Stine kaldte shotgun på tårnværelset, måtte Disney-koncernen se chancen for en milliard-ordre og titlen som Verdensherskersommerhusleverandør gå deres næse forbi.
Det er kun naar jeg chatter med Stine, at messengers smileys rent faktisk giver mening og afspejler mit humør.
Hvis Stine var født 30 år tidligerer, havde der helt sikkert været 5 i ABBA.
Hanne Mette:"Nej jeg har en kæreste, men Stine er vistnok single!"
Stine er som nævnt ude at køre med langturschauffører i denne uge. Dagens gæstetegner er desværre håbløst bevidst om at han ikke er lige så sej som Stine, så i desperation forsøger han at tilføje sejhed til dagens tegning med hjælp fra Otto Brandenburg og Jens Okking
I aften starter jeg en uges blaffertur med Hanne Mette, 30 engangskameraer og en notesbog. Vi starter i Horsens med langturschaufføren Palle og fortsætter på tomlen ud i Europa. Hvor er jeg dog pjattet med at gå på en skole, hvor man kan lave sådan noget til en eksamensopgave.
OBS: Da det ikke rigtigt er muligt at have tegnegrej, computer og internet med på blaffetur, bliver næste uge fyldt ud af 7 herlige gæstetegnere. Tag godt imod dem og pas på min lille blog. Vi ses.
Jeg ved det godt. Jeg burde fokusere på at blæse luft ind i klamme plastik-Elvis. Det er det, jeg er der for. Men det eneste, jeg kan fokusere på, er mandefødder i cirka størrelse 37, der praktiserer en lillebitte udgave af sok i sandal.
Om jeg begriber, hvorfor jeg altid føler mig så skyldig, når jeg opdager, at jeg har fået for lidt penge tilbage i en butik og beder om resten.
Uhhh jeg bliver så muggen, når folk falder i søvn midt i en god film.
FORÅR! DET ER HER!
I morgen skal Hanne Mette og jeg overbevise vores vejleder om, at vi da selvfølgelig skal fotografere vores fagspeciale med engangskameraer.
Det er som om, min distræthed vokser og vokser år for år. Når jeg synes, det må være ved at være tid til aftensmad, er det i virkeligheden så sent, at det er sidste udkald, hvis jeg skal nå at tegne til dagens blogindlæg.
Jeg har det med at reagere som en stærkt kåd 17-årig knægt, når folk spørger, om vi ikke skal drikke om kap.
Det er så irriterende, men jeg er verdens største kliché, når jeg skal gøre mig klar til fest.
Den svenske gæstelærer Anders Petersen skræmte mig til døde i starten, men fik mig siden til at indse, hvor meget fotografiet kan, og hvor gerne jeg vil blive ved med at tage billeder. Så kan det godt føles lidt dumt ikke at eje et kamera.
(Hvis nogen ikke forstår, hvorfor hunden på tegningen bliver sparket, skal de lige kigge på tegningen fra 9. marts)
(De, der ikke ved, hvem Anders Petersen er, bør kigger her)
Jeg ved ikke, om jeg skal grine, græde eller begynde at kaste med karameller - i morgen er min sidste skoledag nogensinde.
De sidste to uger, har det været op til lykkens gudinde om jeg kan komme på internettet eller ej.
Dagens opgave fra gal svensk fotolærer: Fotografer som et dyr.
Mand, hvor er fotografer bare et specielt folk.
OBS: Det han siger er frit oversat fra svensk.
På mystisk vis lykkedes det mig at få fjols til at skamme sig så meget, at han forsøgte at forære mig den kniv, han lige havde truet mig med.
Hemmelige strandture i vinternatten med varm kakao har så meget mere magi end dem med bikinier om sommeren.
Til Årets Pressefoto var det turen til buffeten, der afslørede, hvem der var på SU, og hvem der ikke var.
Det eneste, der slår glæden ved at lave et godt mix-tape, er at modtage et. Og ja, det hedder mix-tape selvom det er blevet til cd'er.
Ih, hvor jeg savner en verden, hvor man kan have hår under armene, uden at det bliver opfattet som et kampfeministisk statement.
Endelig oprandt dagen, hvor jeg skulle prøve at køre på motorvej. Kørelærer virkede slet ikke nervøs, i hvertfald ikke før vi var på vej tilbage, og jeg satte i bakgear midt i et stærkt befærdet kryds.
Takket være demo og kampklædt politi strandede vi længe på Cafe Runddelen, hvor en underlig gammel sut blev ved med at brøle "fuuuuuuuuck yoouu" til os. Imens var der vist nogen, der blev skudt på Amager.
Jeg havde det lidt som den lille bjørn i eventyret om Guldlok, da jeg opdagede, at Mettes gæster havde spist næsten al min ost og en del pålægschoko. Alligevel sagde jeg til dem, der ikke havde spist endnu, at de bare skulle tage for sig.
Den første aften fik vi et lift til Hassenlühne i Tyskland, hvor vi efter megen mas fik lov til at sove hos hver sin lastbilchauffør i deres kabine. Måske var det for at belønne min elegante opstigning i hans overkøje, at Johnny klappede mig i måsen, aede mig på kinden og kaldte mig lille ven. Jeg gengældte venligheden ved at snorke hele natten.
Anden dag kørte vi videre i Tyskland og gennem Holland og Belgien, hvorefter vi strandede lige uden for Paris. Bliver franskmænd mon ikke snart trætte af at være så kliché-agtige? Vi spurgte den første, vi mødte af slagsen på en rasteplads "Do you know where the truckdrivers are?" og fik svaret "Black and white, very niiize, you want go dancing? I have a room". Bagefter skældte han os ud over, at vi var dårlige til fransk.
Vi kom ikke videre før næste morgen. Først med en belgier, så med en (velopdragen) franskmand og til sidst en englænder, der skulle mod Spanien. På turen lærte vi blandt andet, at uanset hvor meget vilje, man lægger i det, kan man simpelthen ikke sove to i en lastbilkøje på bredde med en hånd.
80 km fra Madrid besluttede vi os for, at vi havde rejst langt nok og ville fejre det. Vi troede, vi bestilte kaffe, men tjeneren kom med budding og tog det MEGET personligt, da vi - overtrætte som vi var - ikke kunne stoppe med at grine af de blævrende ting på vores tallerkner.
Alle havde advaret os mod at køre med østeuropæiske chauffører, så det var vi selvfølgelig nødt til at prøve. Fordommene kom til skamme, for polske Sylvester var det sødeste menneske, vi mødte på vores rejse. Ugens bedste måltid var uden sammenligning, da han lavede os kotelletter med løg og kartofler i måneskin få kilometer fra Frankrigs grænse.
Hvad ER det helt præcist, at franskmænd har imod toiletkummer??? Gudskelov tog vi en rute, der kun betød halvandet døgn på franske motorveje.
Det er ret voldsomt pludseligt at køre i personbil på de tyske motorveje, når man har bumlet rundt i lastbil i en uge. Men det viser sig, at de fleste lastbiler har kørselsforbud i Tyskland om søndagen. Så lærte vi da, at tyskerne hader blaffere, og vi var strandet et sted mellem 7 og 9 timer på en rasteplads. Ham, der endelig tog os med, viste sig at være min fars kollega. Verden er lille.
Af alle steder, vi strandede på rejsen, var sønderjylland klart det uhyggeligste. Det tog os tre dage at komme ud af Tyskland, og så stod vi pludseligt forladt og glanede på nogle træer og en motorvej tæt på Rødekro.
