8 dage on ze road

Den første aften fik vi et lift til Hassenlühne i Tyskland, hvor vi efter megen mas fik lov til at sove hos hver sin lastbilchauffør i deres kabine. Måske var det for at belønne min elegante opstigning i hans overkøje, at Johnny klappede mig i måsen, aede mig på kinden og kaldte mig lille ven. Jeg gengældte venligheden ved at snorke hele natten.
Anden dag kørte vi videre i Tyskland og gennem Holland og Belgien, hvorefter vi strandede lige uden for Paris. Bliver franskmænd mon ikke snart trætte af at være så kliché-agtige? Vi spurgte den første, vi mødte af slagsen på en rasteplads "Do you know where the truckdrivers are?" og fik svaret "Black and white, very niiize, you want go dancing? I have a room". Bagefter skældte han os ud over, at vi var dårlige til fransk.
Vi kom ikke videre før næste morgen. Først med en belgier, så med en (velopdragen) franskmand og til sidst en englænder, der skulle mod Spanien. På turen lærte vi blandt andet, at uanset hvor meget vilje, man lægger i det, kan man simpelthen ikke sove to i en lastbilkøje på bredde med en hånd.
80 km fra Madrid besluttede vi os for, at vi havde rejst langt nok og ville fejre det. Vi troede, vi bestilte kaffe, men tjeneren kom med budding og tog det MEGET personligt, da vi - overtrætte som vi var - ikke kunne stoppe med at grine af de blævrende ting på vores tallerkner.
Alle havde advaret os mod at køre med østeuropæiske chauffører, så det var vi selvfølgelig nødt til at prøve. Fordommene kom til skamme, for polske Sylvester var det sødeste menneske, vi mødte på vores rejse. Ugens bedste måltid var uden sammenligning, da han lavede os kotelletter med løg og kartofler i måneskin få kilometer fra Frankrigs grænse.
Hvad ER det helt præcist, at franskmænd har imod toiletkummer??? Gudskelov tog vi en rute, der kun betød halvandet døgn på franske motorveje.
Det er ret voldsomt pludseligt at køre i personbil på de tyske motorveje, når man har bumlet rundt i lastbil i en uge. Men det viser sig, at de fleste lastbiler har kørselsforbud i Tyskland om søndagen. Så lærte vi da, at tyskerne hader blaffere, og vi var strandet et sted mellem 7 og 9 timer på en rasteplads. Ham, der endelig tog os med, viste sig at være min fars kollega. Verden er lille.Af alle steder, vi strandede på rejsen, var sønderjylland klart det uhyggeligste. Det tog os tre dage at komme ud af Tyskland, og så stod vi pludseligt forladt og glanede på nogle træer og en motorvej tæt på Rødekro.