Dimission

Og så gik vi rundt med vores diplomer og drak champagne af de der små fjollede hvidvinsglas med vores familiemedlemmer, kærester, lærere, sidekammerater, venner og fjender. Og jeg tænkte, at nu ser vi måske aldrig mere hinanden igen, og det føltes underligt, fordi måske var jeg den eneste, der tænkte sådan, mens alle andre havde mundvigene løftet på højde med forventningerne til en særdeles storslået fremtid. Der var så mange ting, der sluttede. Pludseligt.

Eller kræver det "hold liv i potteplanter-mærket" først?

Jeg har nu:

Uddannelse (tre styks faktisk)
Job (fuldtid)
Lejlighed ink kæreste
Indset at jeg bør bruge briller
Et favorit rengøringsprodukt
Næsten kørekort (medmindre jeg dumper teori- og køreprøve altså)

Betyder det, at jeg snart får voksendiplomet?

Er det så sommerklare fødder?

Det er da ikke normalt, at ens fødder bliver otte gange så store af gåtur på tre timer i tropisk hede?

"Og det er jo næsten lige så sjovt" (indsæt gråd)

Jamen i virkeligheden er det jo meget smart, at min tjans på Roskilde Festival gik i vasken. Nu kan jeg i stedet brugen ugen på jobsamtale, dimission, teoriprøve, flyttekasseudpakning og familie-tam-tam.

Rock out with your box out

Fabelagtig afskedsfest med adskillige nyuklækkede journalister venter lige om hjørnet - og min festkjole gemmer sig et ukendt sted i bjergene af flytterod.

Bedre end hjemløse bøger

Spørgsmålet er nok, om folk med så mange bogreoler burde flytte sammen på så få kvadratmeter?

Hvis du har lånt mig noget sært, så giv lige et kald

Det interessante ved at pakke sit liv ned i flyttekasser er, at man altid finder alle mulige underlige himstergimser, som man ikke aner, hvordan man er kommet i besiddelse af.

Hvad nu, hvis man elsker sit flæsk?

Hvordan er det gået til, at "har du tabt dig" er blevet et af de største komplimenter, man kan give en kvinde?

Jeg er journalist!!!

Det er ikke for at prale... jo vent, det er det egentlig! Men det er fanme godt at være i mål.

Sommerfugle plejer ellers at være små rare blafredyr

Please kryds fingre mellem et og tre i morgen, hvor vi skal forsvare hovedopgave til mundtlig eksamen. Hvis alt går vel, bliver jeg journalist og måske voksen (plejer eksaminator at sige noget om det?).

Om morgenen er der gratis radio fra håndværkerne

Jeg forstår ikke, hvorfor nogen mennesker ikke vil bo i byen. Hver aften klokken 23.30 sørger trofast bilalarm for eksempel for, at jeg ikke glemmer, at omverdenen er et sted med larm, mistro og billig teknologi.

Vi vandt en tyver!

Jeg hepper på den evige sejhed i kærester, der først overrasker med krebsegilde for to og derefter hiver en med på travbanen.

Ja ja, sådan var jeg sikkert også selv og så videre

Det bedste ved at have genoptaget vanen med at købe ind er det jævnlige møde med cremen af danske teenagere.

You guys ROCK!

Jeg kender helt åndssvagt mange mennesker, der har fået vanvittigt gode karakterer i dag. Min reaktion er en blanding af vild glæde på deres vejne, grusom misundelse og vild præstationsangst for egen eksamen på mandag.

Gid det var sjovt

Min krop er cirka lige så stærk som en guldfisk, så jeg burde virkelig gå i gang med at dyrke noget motion.

Og nej, jeg ved heller ikke, hvad det er for et dyr. Men jeg vil gerne købe det...

Det er som om, en ond konspiration i min hjerne har besluttet sig for at skrue vanvittigt op for min trang til at købe de underligste ting, netop som jeg kan se frem til to måneder uden penge.

Så headhunt mig dog for pokker

Gad nok vide, om der findes nogen, der bare kan sidde og ryste lækre jobansøgninger ud af ærmet, som om det var da ingenting, mens de smiler og sipper til deres overskudsagtige chai. I så fald hader jeg dem.

Den forkerte bærkonge

Hvem er det lige, der har udnævnt jordbærret til alles favoritbær, på trods af at det åbentlyst er det kedeligste?

Den svære afsked

Jeg ender altid med at tænke "ja den er falmet og i stykker og grim - men er det grund til at smide den ud?" hver gang jeg prøver at rydde op i min garderobe.

En dyr dame

Hjemmebagt kage, massagestol og Illustreret Videnskab i massevis - jeg har muligvis et crush på min nye frisør.

Jeg måtte spise mig ud

Min kæreste har vist misforstået et eller andet med slikkast og skoleafslutning. I hvert fald besluttede han sig for at vække mig af min opgaveafleverings-lur i hans seng ved at tyre karameller i skallen på mig.

Hvad gør de rigtigt voksne egentlig, når de er overtrætte?

Farvel post-it-øjnene, farvel sangen om googledocs, farvel argumentanalysedansen - i morgen afleverer min opgavemakker Louise og jeg vores hovedopgave. (Hvis vi ikke bliver kørt ned på vej til skole, 7 - 9 - 13, bank-under-bord, salt-over-skulder)

Det skal nok gøre mig skarpere

Indtil videre tyder alt på, at jeg rent faktisk kan tillade mig at sove de sidste to nætter inden, vi skal aflevere hovedopgave - jeg ender nok med at ligge søvnløs og bekymre mig om, hvad vi har glemt, siden der er tid til nattesøvn.

MAND, hvor er det brutalt Sushi+

Den eneste pointe jeg kan se i at sælge sushi med kogt laks, kogt tun, marinerede krebsehaler a la Netto og skarpe plastikstykker til restaurantpriser er i pureste ondskab at sabotere kærestemands forsøg på at være sød ved det eksamensunderlige stresstilfælde (mig).

Hun kan naturligvis have skiftet til oldgræsk for at drille

Jeg ved ikke helt, om det er uhyggeligt eller bare sjovt, men når min hjerne stiller over på et sted mellem "meget brugt" og "træt" forstår jeg simpelthen ikke et ord af, hvad min hovedopgavemakker Louise siger.

Næste skridt: Pony med indbygget kaffemaskine

Min hovedopgavemakker Louise og jeg forventer på det bestemteste at blive millionærer på det geniale koncept "kontorponyen".

Han er SÅ glad for at lave pizza til mig

Overtræthed, pizza og tegneserieblog er en faaarlig kombination. Pludselig er min hverdag i sort/hvid helt rød/papfarvet!

Kombimareridt = brutale

I nat drømte jeg, at man kun kunne få lov at gå til eksamen, hvis man tilsammen med sin hovedopgavemakker vejede præcist 100 kilo. Tilfældet ville, at opgavemakker Louise vejede præcist 50 kilo, men så vraltede jeg op på vægten og indså straks, at alt håb var ude.

Men de har grimmere fodtøj - HA!

Det er ikke fordi ens selvtilfredshed ligefrem bliver blomstrer, når man interviewer folk på over 80 år, der er mere end dobbelt så aktive som en selv.

De hvide var bedst

I et hjørne af den blomsterdækkede eng sad fire mennesker efter en lang dag og ristede skumfiduser over sagte grillkul, mens mågerne hylede og vrælede, og nogen trænede karate lidt længere væk.