Og så gik vi rundt med vores diplomer og drak champagne af de der små fjollede hvidvinsglas med vores familiemedlemmer, kærester, lærere, sidekammerater, venner og fjender. Og jeg tænkte, at nu ser vi måske aldrig mere hinanden igen, og det føltes underligt, fordi måske var jeg den eneste, der tænkte sådan, mens alle andre havde mundvigene løftet på højde med forventningerne til en særdeles storslået fremtid. Der var så mange ting, der sluttede. Pludseligt.
tirsdag den 30. juni 2009
Dimission
Og så gik vi rundt med vores diplomer og drak champagne af de der små fjollede hvidvinsglas med vores familiemedlemmer, kærester, lærere, sidekammerater, venner og fjender. Og jeg tænkte, at nu ser vi måske aldrig mere hinanden igen, og det føltes underligt, fordi måske var jeg den eneste, der tænkte sådan, mens alle andre havde mundvigene løftet på højde med forventningerne til en særdeles storslået fremtid. Der var så mange ting, der sluttede. Pludseligt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
8 kommentarer:
Jeg ventede med at tænke til jeg kom hjem. Og så ramte de samme tanker mig - og gjorde mig helt træt. At tjekke bankkontoen gjorde det ikke bedre. Håber ved Gud, at fremtiden (gerne inden så længe) vil vise, at der alligevel var grund til at smile under champagne-seancen. Ellers kan den helt åbne verden foran os godt virke en lille smule skræmmende...
Kh Lois, der håber, at der ikke er tale om en form for mentalt tilbagefald til min barndom, hvor jeg var skræmt over stort set alt.
Åh, sådan har jeg slet ikke tænkt.. :S Nu får jeg det helt skidt!
Måske hjælper det, at de kammerater, der startede på ens uddannelse for fem år siden, allerede er spredt ud på diverse sidefag?? Jeg håber det.
Men journalister har da den fordel, at I kan følge hinandens "karriere" i de skrevne medier?!
Det kan dog ikke undgå både at blive en glæden og sorgens dag!? Pyh..
Du var ikke den eneste! Var lige ved at tude, da dimissionstale-damen sagde, at vi havde fået nogle af vores bedste venner her... for nu er det jo slut, og hvad hvis vi aldrig ses mere? Savner jer allerede, men det er en lille trøst, at vi faktisk nærmest ikke har set hinanden det sidste 2½ år på skolen - og alligevel har vi masser af venner der og kontakt til hinanden, så det må jo være lykkes at holde holde sammen uden for de grå mure også ?! Måske bliver "virkeligheden" ikke så meget værre...
Lois: Åh jeg var også bange for alt som barn, men en nylig test på facebook viste, at jeg er en "fucking tiger", så jeg regner med, at det er slut nu. Ellers holder vi modet oppe hos hinanden!
Dennis: Du har ret, både godt og trist. Og ja, fint at man bliver spredt, men så lærer man endnu flere søde mennesker at kende, mange af dem bare ikke godt nok til sådan at holde kontakt med - andet end gennem sladder og medier.
Karen: Jeg håber, at du har ret! Om ikke andet, så må os, der er efterladt i Århus holde sammen - eftersom vi er tre, skulle det være til at overskue :D
Jeg har grillkul og havebord, så der er ingen grund til at sommeren skal være kedelig fordi den halve journaliststand er flyttet mod øst.
Der er altid åbent hus hos mig.
Åh, det er godt at høre. Vi ses snart så :)
Hvor ville jeg ønske jeg kunne tegne.
Det kan jeg ikke. Til gengæld kan jeg sige tillykke, kan jeg.
Fik hintet til linket fra Hanne Mette
De bedste hilsner
Hans Grand
Radio
Tak Hans :) Og nu anledningen byder sig, så tak for at du altid var så hjælpsom og rar på 3. semester, hvor jeg havde radio!
Send en kommentar