skip to main |
skip to sidebar
Må man godt bare stå og lave begejstrede kliklyde med munden, når man er til koncert? Jeg skal til Danmarks Grimmeste Festival i aften, men takket være træningsuge med fitnessdronning Linda er jeg ikke i stand til at løfte tunge ting så som hænder og arme uden ubeskrivelig smerte.
Det hele startede med, at jeg hæklede hr. Jordbær til min veninde Mettes nyfødte. Men så blev søster forelsket i hr. Jordbær (han er angivelig MEGET behagelig at have på maven) og smuglede ham med hjem fra et besøg. Nu er kæreste arrig, for han havde besluttet sig for selv at beholde hr. Jordbær OG den kanin, jeg hæklede til samme barn. Status er nu, at jeg ikke har noget som helst til stakkels lille baby Smilla, mens kæreste sidder og prøver sine briller på kaninen og mugger over manglende hr. Jordbær.
Jeg gætter på, at Telenor har minimum én meget forvirret lille praktikant. Kæreste og jeg havde bestilt en trådløs router, men modtog et modem samt den flotte folder "Tak fordi du valgte telefon".
Jeg må sige, at mine planer om at destruere mig selv fuldstændigt ved hjælp af motion ser ud til at lykkes rigtigt fint. Bodypump i overmorgen burde lige tage det sidste.
Egentlig vil jeg gerne bare benytte dagens tegning til at prale med, at jeg har overlevet en hel TIMES spinning. Sådan da.
I dag skal vi høre om Lakseklubben, som er den eneste klubagtige ting, jeg er medlem af. Der er fire medlemmer, og det officielle formål er at følge de kendte og kongeliges livs højdepunkter på tv. Det reelle formål er naturligvis spandevis af Asti, og derfor har Vild med dans-finalen engang måttet træde til - boblevandet ventede, men ikke et eneste tv-bryllup var i sigte. Grunden til at Lakseklubben må nævnes i dag er naturligvis lilleprins Karl-Allans dåb. Takket være dårlig mave måtte jeg svigte de andre laks, og klubaftenen blev lille, da også første-laks Therese var syg. (Hun er iøvrigt første-laks, fordi hun kan kommunikere med Jes Dorph gennem tv'et)
Eder med mørke øjnvipper og farve i hud eller ansigt, skal prise eder lykkeligt.
Kæreste og jeg valgte at sige nej tak til verdens største lejlighed og blive i verdens mindste. Tilgengæld måtte vi så shoppe ting til hjemmet i dag, hvilket muligvis tog en smule overhånd for mig.
Kæreste og jeg havde egentlig aftalt, at vi ikke behøvede at møde hinandens forældre de første 25 år, men svigerne dukkede alligevel op til aften. Heldigvis var de flinke, og jeg tror da nok, svigerfar fik imponeret en hel restaurant, da han helt jysk og uimponeret viste os allesammen, at det ER muligt at spise sushi med kniv og gaffel.
Sidst jeg så Line, var hun 17. Vi elskede at se gyserfilm, høre Beatles, snakke om eventyr og drenge, og ind i mellem vågnede vi op med hinanden i hånden, hvis vi havde sovet i den samme seng. Nu er Line 30, hun er gift, har investeret i fast ejendom, og der er kommet et menneske ud af hende. Faktisk er endnu et på vej. Alligevel kunne vi sludre løs, som om ingen tid var gået. Gad vide, om vi stadig ville vågne op med hinanden i hånden, hvis vi sov ved siden af hinanden?
Jeg har altid troet, at alle lirekasser kun kunne spille en og samme melodi, og at de allesammen var af årgang "gamle dage". Det blev ødelagt, da jeg i dag kom forbi lirekassemanden fra helvede, der gav den gas med Eye of the Tiger.
Selvfølgelig passer det præcist med, at lige som kæreste skal til at på S.U., får vi tilbudt verdens største (JO, den er) lejlighed midt i Århus. Så nu er det tid til det svære valg: Vil vi leve som konger, mens vi bor småt? Eller vil vi bo som konger, mens vi lever småt?
Kæreste og jeg brugte al ventetiden i bio på at sidde og badmouthe alle de andre biogængere og deres absurd stort indkøbte mængder slik, popcorn og cola, og så lige inden filmen startede, købte vi slik, popcorn og cola nok til at gøre samtlige af verdens topmodeller til Sasha Dupont.
Alle lyde bliver dæmpet, mens dufte bliver forstærket. I stedet for power-agtige hæle-klik-klik bliver alles fodtrin til en blød plasken. Det er som om verden bliver en lille smule mindre. Endelig er det lovligt at sidde indenfor om sommeren med en balje varm kakao og lytte til for længst afdøde jazzsangerinder. Om jeg begriber, hvorfor nogen hader regnvejr.
Bankmand nåede lige at hæve min kassekredit, inden han gik på ferie, så jeg tror, det er rimeligt at sige, at det er slut med finansgrisen, når vi snakker Århus.
Med en tilstrækkelig dårlig hukommelse kan Odense være et overordentligt spændende sted. I hvert fald, hvis det, man glemmer, er sætningen "denne sti går gennem zoo".
Det er både sikkert og vist, at de tre fejl i min teoriprøve udelukkende skyldtes hr. Jeg-hoster-med-munden-lukket-uafbrudt-i-samtlige-af-de-tre-kvarter-vi-er-fanget-her.
For første gang bliver dagens tegning dedikeret til nogen - nemlig den omfattende mængde mennesker eller sejlivede lille flok googlere, der kommer ind på StineStregen ved at google "mænd i hofteholdere". Det, jeg vil sige til jer, er egentlig bare, at der ikke kommer nogen mænd med hofteholdere på min blog. Nogensinde. Ikke at der er noget i vejen med at nyde synet af et pelset og firskårent stykke mandfolk iført let damelingeri. Det er bare ikke lige mig.

First kaffedate fik mig til at være en god del mere tilfreds med at blive i Århus - i København har i med garanti ingen Linda!
På sådan en lidt halvkedelig søndag, kan man godt overveje, om man burde ringe til Anne og få genoplivet teenage-årenes imaginære og meget vrede punkband "Menstruation".
(Det var iøvrigt mig, der skulle være sanger, fordi Anne var hurtigst til at sige "helle for at spille bas")
Kæreste er stukket af til Bornholm, så jeg måtte finde en anden, der gad fodre mig. Sådan lærte jeg, at lokale pizzamand mangler både lysten til at leve og til at lave nogenlunde spiseligt mad. Sandheden ramte som en bunke mursten - jeg er ikke bare flyttet fra skønne Mette,
jeg er også flyttet fra verdens sødeste pizzamand.

Mit hjerte banker for en kattekilling, kæreste vil gerne have en søn ved navn Charles (udtales Sjarls). Jeg har foreslået en gravhund som kompromis.

Jeg har ikke tal på de aftener, hvor jeg bare sidder med tusch og tegnepapir og kun kan tænke meget tåbelige eller meget ligegyldige tanker a la "jeg overvejer at æde en ål".

Mit hemmelige alter-ego, Ninjahævneren, overvejede at slå alle ihjel, der konstant smører verden ind i lykkelig rablen om shiny happy Roskilde Festival, men indså, at det ville føre til ensomhed, og kaster sig i stedet over den cirka milliard danske medier, der gør det samme.
I dag dansede kæreste sig igennem en af parforholdets ellers største eksamener: Ikea.
Jeg ville gøre plads til et par håndklæder i skabet, da jeg fandt et par lettere anløbne herremagasiner, som min kæreste er så sød at opbevare for en af sine venner.
Om tyve minutter bliver kærestemand og min nye status som roomies udfordret, når han vender hjem fra Roskilde og ser, at ikke bare har jeg ikke pakket nogen flyttekasser ud, jeg har som med magi forøget mængden af rod helt vildt, ligesom hans køkken aldrig før har været indhyllet i så meget opvask.

I morges blev jeg skoldet gennem faktor 30 efter at have siddet en time eller to på mine forældres adresse.
Her er mine rejseplaner.

Jeg er så meget ikke bygget til det her tropevejr.
Jeg hader det der underlige vakuum, der kommer efter perioder med rigtig meget (eksamens)pres. I dag har jeg stort set ikke lavet andet end at se Gossip Girl, kun afbrudt af de to gange, min telefon ringede, og jeg måtte koncentrere mig om at ignorere den.
Er i klar over, hvor utroligt dumt det føles at møde op til teoriprøve bare for at finde ud af, at ens kørelærer ikke har givet en de dokumenter, man skal have med?