I formiddags sprang jeg ud af skabet overfor en noget chokeret og næserynkende kæreste, så nu kan jeg lige så godt gøre det offentligt. Here goes - døm mig ikke for hårdt.
Midt i alt-for-travlt-hed går det op for mig, at det er så længe siden, jeg sådan rigtigt har været i byen, at jeg simpelthen har glemt min se-nogenlunde-pæn-ud-rutine. Hvordan er det nu? Man tørrer sit hår, tager et håndklæde om sig og... stikker hovedet ned i sin makupkasse og gurgler?
Det er pludseligt gået op for mig, at jeg kender virkeligt mange mennesker, der gør ondt lige nu. Kærester er for langt væk, hjerter er blevet knust, længslen efter at videreføre sine gener virker umulig, eksamener går galt, studierne viser sig altædende og skræmmende, ensomheden venter rundt om hjørnet, forventninger til fremtiden er afløst af tungsind og arbejdsløshed udløser panik. Jeg ville ønske, at jeg kunne redde hele verdens humør og sindsligevægt. Modtag hermed mental krammer, hvis du gør ondt lige nu.
Første køretime efter fatal køreprøve gik næsten hånligt godt. Åbenbart kører jeg bedst i selskab med min gakkede kørelærerdame, der denne eftermiddag i strålende humør konsekvent kaldte mig Harry Potter, undskyldte for det uden at mene det, småsang og læste en usandsynligt plat lummervittighed op fra sin telefon.
Fitnesscenters ivrige forsøg på at slå mig ihjel med overophedning har fået mig til at glæde mig en smule til vinter.
...ingen kan bebrejde dig, at du trængte til at trække stikket ud og hive solstolen frem. Du knoklede med hovedopgave, jobbekymringer, jobsamtale, eksamensstress, pengemangel og alt muligt andet. Det er helt naturligt at trænge til en pause, og hjerne - du havde fortjent den, for du var dygtig.
Kæft hvor er det typisk, at lige den lørdag, som man dedikerer til at styrke parforholdets fredsbevarende indsats i hjemmet, skal blive den lørdag, der i følge facebook, blogs, twitter og indbakkens ferskenfarvede og tømmermændsboblende beretninger ikke bare vil gå over i historien som usandsynlig vidunderlig, men samtidig være afgørende for alle fremtidige lykkebringende konstellationer.
Det var ret mystisk at sidde to timer til A-kassemøde og forpligte mig til at søge højt og lavt, for ingen gider bekymre sig om, at jeg starter på fast job om lidt mere end en uge. Det er der ikke noget sted, man kan afkrydse.
Den sidste uge har jeg set flere mennesker med solbriller på indendørs, end i hele halvfemserne tilsammen. Det får det virkelig til at klø i min indre ninja.
Kan det virkelig passe, at sommeren snart er slut? Jeg glemte helt at opleve den.
Folk som Troels, der overhovedet ikke kender mig, men som godt gad at sidde og bruge ufattelige mængder tid på mit battle med macbook vs scanner, får mig til at tro lidt mere på, at menneskeheden ikke er helt fortabt.
Selvom jeg undlod at bruge ordet "henrivende", var det absolut forbudt at tage et billede af kæreste på vej til første skoledag på HF i morges, ligesom jeg ikke må pakke hans penalhus om med de mest nuttede små overstregningstuscher.
Når det ikke er facere, nyhederne eller pseudo-humanistiske afstemninger på facebook, så er det de naturprogrammer, der engang var hyggelige og oplysende, der fortæller mig, at jeg er skyldig og skal have det dårligt, for jeg er menneske, og vi ødelægger det hele for alle de andre.
De måneder, hvor mest julemusik knager rundt på indersiden af min skal: Februar og august/september.
2. pladsen går til: "Farvel farmor", der blev præsenteret med følgende tekst: "Min farmor holdt af at sludre, få sig en lille snaps og at drikke kaffe. Hun kunne godt lide at genfortælle Joan Ørting-programmer, og hun mente, at Nikolaj Kirk lige var en mand for mig. Min farmor syntes, det var sødt, når håndboldpigerne giftede sig, og ingen kunne fortælle en røverhistorie som hende. I går lod min farmor være med at vågne. Jeg er verdens heldigste menneske, for hun var min farmor i 27 år og 357 dage. Mere kan man ikke bede om. Men jeg er alligevel ked af, at hun ikke eksisterer mere."
Den dårlige nyhed er, at jeg kørte ind på en cykelsti. Den gode er, at jeg huskede at tage vandfast mascara på.
Det her virker nok både meget mystisk og meget pylret på mange, men jeg er i midt i fullblown blævrende panikfølelse over morgendagens køreprøve i Århus i myldretiden. Jeg er langt mere nervøs, end jeg var over afsluttende eksamen på Journalisthøjskolen og første voksenjobsamtale. For jeg tror sgu, at jeg dumper. Noget, jeg aldrig har gjort før, eller så meget som troet, at jeg kunne. Jeg skal egentlig ikke bruge kørekort til noget. Jeg går ikke særlig meget op i at have det. Jeg har ikke engang betalt det selv. Men tanken om, at en person vil sige "du er DUMPET" gør mig så skrækslagen, at jeg har brugt det meste af i dag på at trøstespise på forhånd. Jeg begyndte at græde ved tanken om, at jeg måske ville begynde at græde, hvis/når Jørgen (det hedder alle køresagkyndige i Århus ifølge kørelærer) siger de hårde ord. Helt objektivt kan jeg godt se, at det er fuldstændigt lamt at tænke sådan om en af de mest ubetydelige prøvelser i mit liv, men jeg kan ikke stoppe det. Hvis jeg dog for fanden i det mindste kunne lære at styre min tuderefleks...
Og se så! Dorte har sendt mig sit fine broderi, og der lyder et rungende tak fra husstanden (kæreste, kaninbamse og mig). Det er nærmest endnu finere i virkeligheden, som man nok kan se på meget tilfredse kaninbamse.
Jeg begynder lige så stille at forstå, hvorfor mænd er så fascinerede af tanken om damer i omklædningsrum. Her opfører alle sig, som de plejer - bare nøgne, hvilket virkelig kan give nyt perspektiv på ellers hverdagsagtige begivenheder.
Den triumferende følelse ved at købe medlemsskab af et fitnesscenter fadede med lynets hast, da jeg midt i det hele opdagede, at jeg havde taget min kjole på med vrangen ud.
Måske er der nogen, der husker denne tegning fra 14. januar, hvor jeg afslører, at jeg ville skrive en hyldestsang til koen, hvis jeg kunne, som tak for alle de fabelagtige mejeriprodukter? Sådan havde Anders VB det også, og siden han godt kan finde ud af at skrive en sang, gjorde han så det. Tak til Anders for denne smukke hymne, og igen: Tak ko - tak for alt.For softice på en sommerdag
For skiveost på hjemmebag
For ymer med og uden drys
For mælkechokoladekys
For koldskål til min kammerjunk
For smoothie i min drikkedunk
Du hører her en hyldestsang
Til hele Thises sortiment
For Risengrød med smørklat på
Og gammelost der selv kan gå
For varmet mælk med cognac i
For nul kaloriehysteri
Tak for mælken i mit skæg
Tak for blommen i mit æg (Det er høns dit fjols! Nårh ja...)
Tak for kærnemælk og dips til chips
For flødepletten på mit slips
For hvidløgssmør, Ris-a-la-mande
laktosemættet takkesang
For bøffer uden mund-og-klovs
Og smørret i bearnaisesovs
For Brie eller Camembert
Og det der lugter endnu værre
Der takker vi dig, kære lille ko
Bridge til outro -
Og til jer stakler der har allergi
(og jer der sidder fanget i veganer-raseri)
I har vor hjerteligste sympati
Behold blot jeres sojamælk
og tofuplantemargarine-is
For ...
Hvad var jordbær
Uden fløde?
Kartofler
Uden steg?
Hvad var surt
Uden det søde?
Hvad var Stine
Uden streg?
Tak for sortbroget magi
Der gør at græs og fire maver
Bli'r til mejeri.
Muligvis skal du selv en dag til bryllup i Vestjylland - og hvorfor så komme uforberedt? Tillad mig at dele, hvad jeg lærte af at være til bryllup i Vestjylland:
I aften står den på bryllup hos kærestes venner. Udover kæreste kender jeg ikke en sjæl, der kommer, så jeg er mildest talt fristet til at være en anden, bare for en aften.
Tak til Jos for endnu en tegning, der fremhæver det bedste i mig (mmmm ulden?).
Clemme er tilsyneladende blevet træt af at se på den lille dame med pandehår og knold, så hun har i stedet tegnet sig selv, der strikker. Det gør hun hele tiden, skriver hun, også selvom folk til Zulufilm kigger. Jeg er ret misundelig på Clemmes temmeligt lange hår.
Kirsten har lavet sådan en fin og glad lille Stine med røde kinder og en særdeles klædelig sommerkjole. Jeg bliver altid glad for at se en tydelig stikning - man er vel i tidernes morgen uddannet dameskrædder.
Jos kan ikke vide det, men han har ramt det ret godt, det glade øjeblik før jeg letter fra min stol og flyver op i loftet af lutter begejstring og lettelse over, at jeg endelig har fundet på noget blogbart. På gode dage ser jeg sådan ud hele tiden.
