Mødre i flertal = WIN!

Mødrene kiggede forbi med fastelavnsboller og verdens mest nuttede servitter med robotter på. Senere hjalp de med at få fragte flyttekasser hjem til søster og klapstole hjem til mig. Jeg nægter at tro på, at der findes sødere mennesker end dem!

Filosofi-blues

Jeg er ikke sikker på, hvordan den ellers så pæne filosofistuderende og jeg endte der, men havde jeg haft løg, var de blevet lange under følgende ligning: Jeg = reklamebranche = ondskab = kapitalisme = al verdens lidelse = min skyld.

Hun er *snøft* FANTASTISK *snøft*

Mennesker, der sådan er for alvor ærlige, også når det gør ondt og er dumt og håbløst og SKRID verden - de rører mig. Faktisk kommer jeg altid til at tude lidt over dem. Især når jeg finder dem i det her blogland, der er så overstoppet med æhm-det-her-ville-jeg-købe-hvis-jeg-havde-råd-men-her-er-et-billede-af-mig-i-h&m-tøj-igeeeen-og-ellers-har-jeg-ikke-en-kæft-at-sige-blogs. Alle skal selvfølgelig blogge om det, de har lyst til. Men jeg savner ærlighed, personlighed og virkelighed.

Og så fandt jeg En dukkes fortælling. Den er ikke dukket eller omhandlende dukker, men udspiller sig på Rigshospitalets 15. sal. Skribenten er en pige, der oprindeligt kommer fra Bosnien, men alligevel har gjort det danske sprog til helt sit eget.

Hurra for optimistiske mennesker med humor og skrive-evner. Hatten af for så meget ærlighed! Hurra for modebilleder taget på et hospital. Hatten af for det livssyn. Jeg kunne blive ved, men sandheden er, at jeg går så sjældent med hat.

Jeg har med vanlig elegance nærmest kvalt den stakkels skribent i ros, for jeg tuder næsten hver gang, jeg læser hendes blog. Uanset om den handler om triste ting, sjove anekdoter eller skøre barndomsminder.
Jeg skrev og spurgte, om jeg godt måtte linke til hende (og kastede mig ved lejlighed ud i endnu flere store ord). Hun svarede med en fin mail, der sluttede sådan her: "Mange kærlige hilsner og tusind tak, for at du idag var min Søpavillon, der oplyste Riget lidt mere." Efter at have læst det her blogindlæg, fik det mig selvfølgelig OGSÅ til at tude.

Hvad ER der med den pige (og ikke mindst min tudevornhed)??? Fantastisk er hun, så hvis du vil lidt mere end bare se, hvilket H&M-tøj resten af blogland har skruet sig ned i, så giv hendes blog en chance.

En syndflod af selvfedme og så lidt færre hængepartier

Ude i blogland kan man godt gå hen og få ros. Og ind i mellem opdager man det ikke, eller får simpelthen ikke svaret på det. SHAME ON ME!!! For selvom der ikke er pokaler og sådan med de awards, er ros stadig mit drug of choice til enhver tid. Så NU kommer det store tak til de 3 damer, der har givet mig en kreativ blogger-award :)

Line med følgende ord: Jeg tror på at hun er virkelig, den lille tegnede pige. Det tror jeg virkelig. (Du godeste, hvor ville du blive skuffet, hvis du vidste, hvor lille og urundt mit hoved er i virkeligheden, Line. Men det er en fin tanke!)

De to nu-lukker-vi-den-onde-webbutik-der-snyder-folk-med-alt-for-høje-priser-HA-skanks på SidneyLise skrev: Nå, men sådan en bloggeraward skal jo sendes videre til andre kreative-bloggersjæle og første vores første valg falder på den skønne, dygtige Stine. Vi elsker at se de fine tegninger, der illustrerer Stines verden - dét er i hvert fald kreativt! (You guys... *snøffft*)

Og endelig skrev Kirsten: Stine som helt åbenlyst er kreativ hver dag, og bringer smilet frem på mine læber med hendes finurlige selvportrætter af hverdagen. (Arhmen hvor er det rart at høre, TAK)

EDIT: Jeg har nu også fået den af Dines med ordene "Stine skal have en, fordi hun er allermest kreativ af os alle" (gift dig med mig. Nej, seriøst. Please?) og af La Kajira med ordene "StineStregen - totalt ude af denne kontekst – men bare en GENIAL blog. Fordi livet også er andet end det sorte univers *S*." (efter at have læst din blog - orv ja, vi blogger godt nok i hvert sit univers :D Men ikke desto mindre er jeg GLAD for at få sådan en ros!)

TAK de damer, mine kinder rødmer og min selvfedme svulmer. Naaaajs.

Nu er det så nu, jeg skal skrive 7 sandheder om mig selv, som en del af det her awardhajs. Det gider jeg godt, så tadaaa:

1. Jeg HADER nærige mennesker.

2. Jeg HADER mennesker, der ikke gider hjælpe hinanden.

3. Jeg synes, at dem fra punkt 1 og 2 skulle nøjes med at snakke med hinanden og lade os andre være.

4. Jeg er et brokkehoved. Tit brokker jeg mig over, at folk brokker sig for meget.

5. Jeg er altid forelsket i en eller anden fysisk ting, som jeg bilder mig ind, ville øge min livskvalitet sådan helt absurd meget. Lige for tiden er det en gammel sølvfarvet forstærker, så jeg kunne høre musik på mine fine nye gamle højtalere.

6. Ofte glemmer jeg tingen fra punkt 5's vigtighed så snart, den er min, og så drømmer jeg mig væk i en ny dum ting(det kunne godt gå hen og blive den der seng, jeg mangler. Eller nogle lamper. Her er lidt mørkt.)

7. Jeg drømmer om at give ekspedienterne i Magasins MAC-instore-store (eller hvad det nu måtte hedde?) byldepest. Jeg har været der 3 gange i januar, fordi jeg bilder mig en, at de kunne have nogle gode øjenskygger. Første gang udfyldte damen bag disken et skema. Da jeg kom, kiggede hun op på mig. Lige ind i øjnene. Så arbejdede hun videre og ignorerede, selvom jeg var begyndt at tale. Anden gang blev jeg bedt om at vente eller gå væk, for hun var lige ved at lægge make-up på en anden dame - der tydeligvis var medarbejder i Magasin. Ti stive minutter senere, gik jeg. Tredje gang var i dag, og der kunne de to medarbejdere ikke stoppe med at sludre, selvom jeg var der. IH! Planer om makeup derfra er skrinlagt for evig tid!

Nå, så var der lige et enkelt hængeparti mere. Jeg er blevet tagget af Dines i en vis-mig-dit-køkeskab-leg, fordi det er det tætteste, hun kommer på en tegningsrequest. Men synet er så sørgeligt, at det simpelthen er for utroværdigt at tegne, så her er foto:




Alle sjove køleskabsting bor nemlig hjemme ved Ekskæreste, fordi jeg glemte dem :( Sjove robotmagneter, fotos, sedler, postkort - hele bunken. Jeg er ellers sådan en, der VIRKELIG holder af et pyntet køleskab. For at trøste alle dem, der har så mange indestængte ønsker om at se min smag i køleskabspynt, er her et foto, som jeg selv har taget, der prydede mit eks-køleskab:

Slatten

Første og eneste friaften i sååå lang tid. Store planer for forvandling til rengøringstornado. Brugte i stedet tiden på at junke Project Runway og knækbrød.

Stine - snart på verdensudstillingen

Det ville være så fint at tage Linda med en tur til Shanghai, så jeg deltog i Shanghai-Chancen på P4 om at få et citat om Danmark med på en væg til verdensudstillingen.

I går ringede så en venlig og lidt stenet mand fra P4 og jeg tænkte "OH MY GOD OH MY GOD OH MY GOD JEG SKAL TIL SHANGHAI HVAD SKAL MAN HAVE PÅ I SHANGHAI ER DER VARMT OG KAN MAN SHOPPE OG OH MY GOD OH MY GOD LINDA FLIPPER UD OH MY GOD NU BLIVER JEG NØDT TIL AT LYTTE EFTER HVAD DEN RARE MAND SIGER FØR JEG FLIPPER UD"

Han ringede så bare for at fortælle, at mit citat er et ud af ti, der kommer på den der væg. Og selvom det overhovedet ikke involverer flybilletter, Linda eller shopping, så er det sgu også meget fint sådan at være repræsenteret på verdensudstillingen (uden navn, but still...).

Mit navn er ikke kommet på citatet på hjemmesiden endnu, men det var:

Danmark er et land, hvor vi ikke beder meget, men det er ok, for vi tror på hinanden.

Det skulle af en eller anden grund sendes ind på dansk, men det skal altså bruges på engelsk, og det fungerer også en del bedre.

Tilføjet senere: Her kan du se vindercitatet om bla. rådyr. God tur til Shanghai din skanky lille kost kære dame.


Indhentet af hverdag

Næ, jeg er ikke stoppet med at tegne eller blogge eller kombinere. Jeg har bare lidt meget om ørerne.

Hvor ellers kan man finde så mange besynderlige springvand?

Jeg er vist ind i mellem kommet været lidt et brokkehoved over, at jeg ikke skulle flytte til København alligevel, da jeg blev færdig med uddannelsen i sommer. Men i dag har jeg tænkt over det, og en snak med Lois Lane fik mig til at indse, at det er sgu helt i orden. Jeg vil gerne være lige her, lige nu.

Nananananananananana Stine-maaaaan. Æv.

Når man sådan lidt i sjov har brokket sig over, at man ikke er inviteret til mandeaften, og så endelig bliver for-sjov-inviteret, og en anden gut først brokker sig, men siden indrømmer, at det egentlig ville virke meget naturlig, så er det, at man ærgrer sig lidt over, at man ikke er født som sådan en sød lille brunhåret pige-pige. For egentlig er det jo ikke fordi, jeg gider være med til at glo på en dj-dame, der også er undertøjsmodel. Jeg har det måske bare med at være lidt mere mandeagtig, end jeg egentlig godt gad være.

Dagen, de dansede ufrivillig cancan

Irritationsmomentet over, at det tog 40 minutter at krabbe mig på arbejde i morges, er intet mod min taknemmelighed over at have overlevet turen i isglaseret bylandskab.

Det er næsten lige så godt

En dag overtager min gode ven Jakob og jeg verdensherredømmet, indtil da vil jeg bare glæde mig over, at vi er så gode til at drikke vin og spise menthos og sludre.

Måske er piberygning sejt?

"Hvad gamle mænd gør" til 500 kroner

På mystisk vis drejede samtalen sig ind på lejligheder, udlejning og tagterrasser, hvorefter hr. Ansvarlig-for-deltidsuddannelse udbrød "Jeg kan lige se dig stå der og ryge pibe." WTF?

Et kig bag kulissen

Kunne det ikke være smadderhyggeligt, hvis vi alle sammen tog med hinanden på arbejde ind i mellem? Joooo, det kunne så. Til dem, der tænker det samme, er her et billede af en bog. Og det er ikke bare en hvilken som helst bog, næh, den er skam netop udgivet af min herlige arbejdsplads og illustreret af den evigt fotogene dame bag stregen.

I believe in angels - og på at tage sig lidt sammen

Man ved ligesom, at det er på tide at tage sig lidt sammen, når 19-årig gut fra ens deltidsuddannelse læser ens blog og bagefter tilbyder at komme forbi og fodre en. Og tage dåsetun med, så man også har noget senere.

Forklædt som sådan semi-voksen

Jeg har boet her i tre dage nu, og der er stadig kun ting med alkohol i køleskabet - ikke skyggen af mad. Jeg bliver ved med at glemme at købe praktiske ting som toiletbørste, opvaskebalje og støvsuger, mens jeg virkelig har oprustet på lotion- og pudderfronten. Flyttekasserne er næsten tomme, men deres indhold ligger bare på gulvet i stedet, og så er der det med, at jeg ikke har nogen seng. Fik jeg nævnt, at jeg i går kom næsten en halv time for sent på arbejde bare for at opdage, at jeg havde glemt min computer derhjemme?

Trist nyt

Undskyld, at der her været radiotavshed hist og her i det nye år. Undskyld, at der ikke kommer en tegning på til det her indlæg. Undskyld til alle dem, der troede, at sidste tegning handlede om, at jeg skulle være gravid.

Sagen er den, at jeg er ikke er sammen med kæreste længere. Følelserne rakte ikke længere ud over venskab, og den slags må man tage konsekvenserne af. Det har gjort ondt på ham at blive forladt. Det har gjort ondt på mig at forlade en så fantastisk fyr. Det gør stadig ondt på os begge, og jeg kan for mit liv ikke finde en idé til en tegning, der ikke bare vil håne situationen.

Nu ved I det.

Bangemus

Jeg undrer mig til stadighed over, hvordan forandring kan være så skræmmende, uanset om man glæder sig, forventer forandring eller bare ikke kan komme uden om.

Muligvis noget med fuldmåne og jordstråler

Jeg synes, at jeg kender rigtigt mange mennesker, der ikke kan sove for tiden. Blandt andet mig selv.

Op med humøret sorthvid-dame

Er jeg den eneste, der bliver slemt forskrækket, hver gang den her reklame popper op? Jeg læser det konsekvent som "Jeg ønsker ikke at leve længere", og det er så trist for den mørkhårede dame.

Kunne der ikke komme en slags advarsler for pylrede mennesker på?

Hvad er det lige, der sker for tv-kanalerne, så snart klokken bliver bare lidt mere end tæt-på-artig-sengetid??? Så skal der godt nok væltes blod, kranier, våben og dum-dum-dum-dum-dum-dum-DUM-VRÆÆÆÆL-UUuuurgggg ud over det hele. Bortset fra hvis man flytter til København altså, så er der en lokal tv-station, der har en spændende lille late night-overraskelse til os alle - og den er overhovedet ikke mindre skræmmende.

Janaursentimental (og lang i spyttet)

Når man starter en blog, ved man godt, at ingen læser den. Ud over de få, der godt ved, at de ender med at sidde i samvittighedsgæld til halsen, hvis de ikke læser med, altså (en særlig tak til Jakob, der virkelig bar sin samvittighedslæsning som min første læser pænt).

Så går der lidt tid, man blogger og blogger og skriver og tegner og pludselig en dag får man en kommentar fra en person, man ikke kender. Hjertet ryger helt op i halsen, mens højre og venstre side af ens mund kæmper om at nå først op til hvert sit øre. Pludselig kommer der flere, og så flere igen, og pludselig kan man sige om sig selv, at man er sådan en, der har læsere. Slet ikke nogen dum ting at prale med, hvilket også bliver gjort omsiggribende og grundigt. Måske kammer det ligefrem over ind i mellem (undskyld til jer, der måtte lægge ører til den slags - sandsynligvis Jakob igen).

Men med glæden over, at det, man lægger ud, faktisk bliver set, kommer også frygten for, hvad folk dog ikke vil tænke - og ikke mindst sige. Man har set, hvordan nogle skribenter bliver overfaldet med beske kommentarer, næsten uanset hvad de skriver. Stikker man næsen frem, er man også nemmere at ramme. Næsten som en lille hjort med en skydeskive på. Junglelov, vistnok.

Sådan har det bare ikke været for mig i det halvandet år, jeg har leget hjort med skydeskive. 530 indlæg (531 med det her). Og jo jo, lidt bashing hist og her. Enkelte mennesker i den virkelige verden, der ikke synes, at jeg lever op til min blog-persona (jeg er tilsyneladende ikke indie nok, hvilket er totalt nedtur, eftersom selv Forsvaret er det i dag, hvis man skal tro tv-reklamerne). Men alt i alt, har I været helt ufatteligt søde ved mig.

Senest har jeg hørt, at en lille flok mennesker i Canada får oversat StineStregen hver dag på arbejdet, af hvad, jeg forestiller mig, er en VIRKELIG sympatisk dansk herre (Hello Canada, how are you? Cold? I thought you might be). Og undskyldundskyldundskyld - den her tekst er blevet alt for lang, men jeg tillader mig altså lige et sentimentalt øjeblik over, hvor fantastisk det hele er. Tak.