Ifølge min søster og min eks er jeg verdens mest aggressive menneske i den måde, jeg spiser et æble eller et rundstykke på. Frugt kan ikke udtrykke angst, men min søster har flere gange været tæt på at bede om nåde på hr. Æbles vejne.
Jeg har et pylrefobisk forhold til ubehandlet træ, som jeg i paniktilstand altid kalder rå træ. Som fx køkkentøj, der ikke er yderst sandpapirsforkælet eller endnu værre - pinde fra ispinde. Alene tanken om at mine fingre skal berøre råt træ giver mig kuldegysninger og pivestemme, og jeg har faktisk grædt engang, fordi jeg kom til at røre ved en pind fra en ispind med munden. URF!
Jeg har et alt alt for... lad os kalde det levende kropssprog med tilhørende mimik til, at det kan lade sig gøre at tage et bare nogenlunde snapshot af mig. Kameraet elsker åbenbart IKKE, når vi overdramatiserer.
Mine arme er uhyggeligt lange. Jeg tænker aldrig selv over det, bortset fra når jeg køber tøj eller undrer mig over, hvem der mon har photosjoppet inspector Gadget-arme ind på billedet af mig. På skrædderskolen drev de lange arme min tilskæringslærer til vanvid, for det er åbenbart svært at lave et klædeligt mønster til sådan et par tøsede, hårløse gorilla-arme.
Af mystiske årsager går jeg altid i panik over flytning og rejser. TÆNK på alt det, der kunne gå galt. Der er aldrig gået noget galt. Men TÆNK på alle de farer, der lurer i sådan en nedpakning, en lufthavnsterminal eller... øhm... andre steder undervejs.
Åh gud, nu har jeg jinxet det ved at sige, at der aldrig er gået noget galt. 7 - 9 - 13. Sort kat over venstre skulder. ARG! Jeg bliver bare her på sofaen resten af mit liv!!!
(Send flere cupcakes. Og andet mad. Uh, og danskvand og tegneserier.)