Livet i osteklokken

Jeg har nogle underlige ubevidste vaner. Fx har jeg sovet med hovedet på min højre arm det sidste halvandet år, men jeg ved det kun fordi, jeg vågner op med mængder af udsplattet mascara på armen hver morgen.



Det havde været rart og praktisk med sådan en sort plet, der kunne fortælle mig, når jeg kravler ind i mit hoved og glemmer at følge med i alt andet end det liv, der er planlagt eller sker af sig selv. Det sker som oftest fordi, jeg ikke kan overskue verden og bliver forværret af stress, pengeproblemer og kedafdethed.




Når jeg først er kravlet ind i hovedet på mig selv, er der langt ud. Alt bliver så uoverskueligt. Mennesker, jeg ikke havde faste planer om at snakke med er uoverskuelige, men planer er også uoverskuelige. Telefonopkald og mennesker i flokke er især uoverskuelige. Tegninger og blogning er uoverskuelige. Pligter er uoverskuelige.




Men det kræver også en slags ubevidst vedholdenhed at holde sig inde i sit hoved. Og i sidste uge kom jeg til at glemme det, fordi jeg for første gang i 100 år ikke havde travlt, men bare kedede mig bravt om bord på en færge. Og så gik det op for mig, at jeg endnu engang tilbringer for meget tid oppe i hovedet på mig selv.




Her ville jeg gerne sige, at jeg straks tog fornuftig greb i kravetøjet på mig selv og pludselig var verden lyserød og fyldt med my little fucking enhjørningpony. Men som alle normale mennesker forsøgte jeg selvfølgelig først at tørre skyld af på den stakkels pæne mand, der godt gider være kærester. Måske fordi han er blevet en af de få personer, jeg rent faktisk ser ud over mine kollegaer. Det var en ret dårlig idé, så det er jeg stoppet med.




Lige nu har jeg ikke den fjerneste anelse om, hvordan jeg holder op med at sove med hovedet på armen. Problemet er, at det er en ubevidst vane, så jeg skal tænke hele tiden på at lade være, ellers bliver jeg bare ved. Her laver jeg det til et kækt metafor, så det også gælder det med at være i mit hoved i stedet for rigtigt til stede i verden.

Det hjælper, at veninde fra fortiden har gjort det til nytårsforsæt at vi skal ses. At hun og overraskende mange andre faktisk gider tilgive mig for 100 ubesvarede mails og telefonopkald. Men det er som om, der stadig er langt ud ind i mellem.