Men prønnuliåhørher, det er bare fordi...

Store folkemasser vil tænke "nååååårh..." eller "Duuh-uh, godmorgen Stine", når de læser den her stribe. Men jeg sværger, det er først gået op for mig i dag, at det er sådan, tingene hænger sammen.




Af en eller anden grund, er verden sært enig om, at jeg ikke kan tage imod kritik eller rettelser. "Hør nu bare EFTER, Stine" har det lydt fra venner, lærere, chefer, kærester og hvad har vi.





Det har altid overrasket mig, for jeg kan da godt tage kritik. Jeg vil bare gerne forklare, hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort.




Oooog det gør jeg så. Og igen. Og igen. Og jeg kan blive ved så længe, at jeg helt tydeligt kan høre en lille stemme i mit hoved fundere over, hvor længe jeg egentlig har stået og gentaget mig selv.




Efter i dag at have gentaget den øvelse med indre monolog og det hele på nye job, tvang jeg mig selv til at svare på, hvad pokker formålet ER med alle de gentagelser.
Jeg nåede frem til at: Jeg vil bare gerne forstås. Jeg vil virkelig gerne have, at folk kender mine motiver, godkender dem og accepterer, at jeg ikke er forkert. Så moden er jeg nemlig...
Og ok, en sjælden gang i mellem er jeg skidedårlig til at modtage kritik. Men det er, når jeg VED, at jeg har ret.