Den unge Ditlivs lidelser

Et uhyggeligt rart væsen fra Kræftens Bekæmpelse ringede til mig og bad om et bud på Ditliv. Han skulle være en figur, der kunne bruges på Ditliv.dk som en slags afsender/fortæller. Der er masser af ekspertviden til kræftramte på siden, men Ditliv-figuren er ikke eksperten. Han er den gode ven, der tager dig ved hånden og guider dig igennem til de rigtige råd. Han er en han fordi navnet Ditliv lyder som drengenavnet Ditlev. Det var egentlig det, der var at gå ud fra. Og hvordan skaber man så sådan en Ditliv?

Man starter med at skitse i vildskab uden de store tanker (når man er mig, og ikke har skabt en figur på den her måde før, gør man i hvert fald). Man kunne jo være heldig lige at ramme den i første hug.

Det gør man måske i et par dage, mens man tænker "det går ALDRIG" og "jeg er jo talentløs, bare det søde søde menneske fra den gode gode organisation ikke opdager det". Efter endnu et par dage med det, bliver man træt af at høre på sig selv og indser, at man nok bare har grebet opgaven forkert an.

En karakter plejer at understrege og udstråle sine skævheder eller ligefrem fejl – men det kan Ditliv ikke, for han skal fungere som motivator og hjælper, ikke klovn. Samtidig er han ikke for tyk, ikke for tynd. Ikke dum, men heller ikke ekspert. Ikke for ung, ikke for gammel. På mange måder ikke noget særligt rent grafisk. Efter at have tegnet mange uhyggeligt kedelige mænd, blev jeg enig med mig selv om at finde noget i ham, som jeg kunne tegne ud fra; Skal han ramme folk i følelserne, skal han også udstråle følelser.

Helst ikke følelsen af flødefyr, men det kan man også snildt bruge et par forsøg på at opdage.

Siden Ditliv er så god til at motivere og hjælpe, besluttede jeg mig for, at han var en virkelig glad fyr. Sådan en, der altid spreder humør og er afvæbnende med sit positive væsen. Men samtidig skulle han se voksen ud, og for at han ikke skulle blive keeeedelig, ville jeg gerne ned af en lidt old school cartoony vej.

Han kom bare til at virke utroværdig eller direkte uintelligent, når han blev for rund. Ham her er i hvert fald ikke typen, jeg ville tage gode råd fra. Og hans kropssprog rammer bare slet ikke den glæde og motivation, Ditliv skulle udstråle. Jeg tror, jeg tegnede ham inspireret af noget pensioneret fodboldspiller, for de er vel energiske og motiverende? Bare ikke i min streg.

Lidt alder på og nogle kanter virkede godt. Hans høje tindinger viser, at han ikke er helt ung, mens hans sorte hår sladrer om, at han heller ikke er gammel. Det kunne jeg godt lide, at han kom til at havne her.

Men der manglede kanter. Skarpe kanter sammen med alt det bløde gav ham noget troværdighed og en måde at virke "groundet" på, og som typen, der står fast. Men det bløde og runde skulle også med og gøre ham forstående og rar. Det lykkedes ikke ligefrem i første forsøg. Jeg tegnede mænd med kassehoveder i DAGEVIS.

Her blev kropssproget bedre, armene energiske og glade - men resten af ham virkede bare lidt som en arrig lille pivs.

At han blev lidt mere tæt gav lidt mere følelse af alder, troværdighed og stabilitet. Men behøvede han virkelig at ligne en meget maskulin 7-årig?

Den her tegning blev vendepunktet. Den er på ingen måder ikke perfekt, men da den smuttede ud af min kuglepen, vidste jeg, at jeg var på rette vej. For det er da en rar mand, man godt gider tage imod råd fra! Skitserne mellem ham og færdige Ditliv findes desværre ikke mere.

Så vi hopper direkte til den færdige kraftkarl. Han er bred over brystet, har en kraftig hals(agtig) og store hænder, hvilket gør ham maskulin - når han nu er en voksen mand, kom han til at virke utroværdig, hvis man blev en alt for gummiagtig eller spinkel fyr. Så lignede han mere en, man skulle grine af og ikke med.
Hans tøj er en skjorte, hvilket er et tidløst og meget upjattet stykke tøj, ærmerne er smøget op, hvilket virker mere afslappet. Hans bukser og sko går ud i et, for han skal bruges i flere år, og så han er nødt til at være tidløs - sko kan nemt komme til at sige frygteligt meget om alder, årstal og segment.

Han har det største og skæveste smil, glade øjne og lidt stumpede fingre, hvilket afvæbner maskuliniteten. Hans næse er med til at gøre ham alvorlig (store næser ser tit meget fjollede ud icartoony stil), men også mindre maskulin og selvhøjtidelig.

Og han skulle selvfølgelig også kunne fungere i rolige stunder, hvor han ikke var mr Peppymotivatorbombe. God søvn er i øvrigt vigtigt for sundhed og livskvalitet for alle, også kræftpatienter.

Til slut et foto af de skitser fra processen, jeg kunne finde - tæppet er to meter langt. Det er LANGT fra alle, men jeg håber, det illustrerer, hvor meget arbejde der er i at skabe sådan en figur.

(Så hvis dit firma eller du mangler sådan en, så vær sød aldrig at spørge en tegner, om han/hun ikke lige kan bikse en sammen gratis. Der er virkelig meget arbejde med både idé, koncept, skitse og rentegning, og det tager meget mere end "bare et lige en time". Det her er lavet over flere uger.)

(Ikke at Kræftens Bekæmpelse gjorde sådan, de er virkelig nogle meget fair mennesker. Og søde. Og dygtige.)