Når man så lige troede, man havde outsmartet vejret og kunne klare vinteren med en efterårsjakke... Når man så lige havde sluttet fred med, at det ikke blev andres kropsvarme, man skulle huske denne vinter på... Når man så egentlig var sårn ret klar til forår...
Det var dejligt, da Annes dreng endelig fik nok af voksensyngende børn i klovnemode (børne-mgp) og vendte opmærksomheden mod egne film, så de voksne kunne komme til at tale.
Verden er af lave, og NOGEN måtte mumle om det i sofaen.
De der mennesker, som man glemmer, når det det pludselig er lang tid siden, man har været på et dejligt brunt værtshus...
Dem, der taler med smøgstemme. Dem, der kan give alle baghjul i barstoldans. Dem, der sikkert har små plader med deres navn ingraveret på stamstolen. Du kender dem godt, ikke? DE forstår at hygge om en toiletkø!
Iøvrigt: Kjole er selvfølgelig ikke nogen ko. Den imiterer mere en rorschach test, hvilket jeg forestiller mig, fans af Watchmen nok forstår min glæde over.
Dette er den første dag i dit liv - sådan er det meningen, man skal sige til sig selv. Det sku virkelig carpe noget diem! Og guderne skal vide, jeg ku bruge lidt.
Men i dag vil nok nærmere blive husket (af ganske få, bevares) som første dag siden operationen, hvor jeg skal på bar. Og jeg trænger.
Hvor har jeg brugt lang tid på at benægte, begræde, bekrige og betvivle ruinerne af det, der engang var en overvældende forelskelse.
Men ikke mere.
Jeg accepterer.
Måske heler jeg endda.
De øverste hylder kan godt være en udfordring, når man har fået halsen snittet over (nasty sår-billede her) - her er tip til en nemmere hverdag med høje hylder og operationssår.
Det gør ikke lige så naller at dreje hovedet, som det gør at strække halsen. Ved at stille sig i halvt-oprejst-frø med sidelæns skrutryg, kan man placere sit hovedet i næsten perfekt vandret position. Herved kan det ønskede objekt identificeres.
Herefter sættes halsen i perfekt-men-genert-dressurhest, mens den ene skulder skydes op og den anden ned. Objektet findes med fingerspidsfornemmelse og en to-tre forsøg.
Good news everyone - hvornår har jeg egentlig sidst sagt det? Men det er der! For der er ikke kræft i min krop. Når mit operationssår er helet, er jeg RASK!
Tak for livet, jesuslæge (noget med lysende øjne og at være frelser og sådan).
”Stinestregen” er ’illustreret navlebeskuelse’ når det er bedst, med et fint og veludviklet blik for hverdagens absurditeter.
Stine Spedtsberg har siden opstarten i 2008 stort set dagligt opdateret sin net-tegneserie ”Stinestregen”. Scenarierne stammer fra hendes egen hverdag – ”illustreret navlebeskuelse”, som hun kalder det – og onlineføljetonen udmærker sig som et uprætentiøst og ærligt glughul ind til et hverdagsunivers, der er lige dele relaterbart og finurligt.
”Stinestregen” er centreret omkring den lille kvinde med det store hoved og den genkendelige knold i håret, der slår sine folder i Århus – og tilsyneladende forsøger at balancere tilværelsen mellem reklamebureauet, nattelivet og sofaen. Men her er ikke bare tale om endnu et portræt af singlekvinden 30+ som vi kender det fra Bridget Jones og andre kvinder med hang til ekskæresteynk og fyldte chokolader. ”Stinestregen” er et eminent eksempel på, hvordan kærestesorger, momsregnskaber og stressnedbrud kan behandles både humoristisk og alvorligt på en måde, der navigerer uden om de store klicheer.
I simpel og til dels ikonografisk sort/hvid-streg formår Spedtsbergs tegninger at skrælle omgivelserne og det store forkromede overblik væk. Heri opstår det fine; blikket for og pladsen til den lille detalje, der tit rammer hovedet på sømmet i beskrivelsen af en følelse, en tilstand eller dagens nedtur. Og når der virkelig skal skæres ind til benet transformeres hverdags-Stine på cartoony’sk vis om til sit onde alterego, Ninjahævneren. Stinestregen er et interessant og nyskabende bud på, hvordan web comix-genren bruger mediet til at skabe et nyt nærvær – i kraft af både tegningernes kvalitet, den daglige publicering og indholdets ærlighed.
Se, jeg lever. Jeg er endda ok-ish, ikke mindst takket være jeres fantastiske kommentarer her på siden og på facebook og på Twitter.
Jeg har i øvrigt lært et nyt ord; smertedække. Skal man bruge det i en sætning, kunne det være "du har været meget svær at smertedække, Stine". Så nej, det var ikke nogen speciel god oplevelse i går. Heldigvis er jeg hjemme nu, med utrolig meget ros for mine blodårer i bagagen. De er tilsyneladende både faste, flotte og sååå nemme at stikke i. Man lærer noget nyt hver dag, men nu må I undskylde mig - jeg er frygtelig udmattet.
Selvom alle siger "det går så stærkt, at du ikke opdager det" kan jeg ikke slippe tanken om, at narkose må føles som at dø stille og modvilligt. Og de skal skære i mig imens. Jeg er frygteligt bange for aldrig at vågne igen.
Den narkoselæge, der skulle berolige mig, var en rigtig frisk fyr. "Det er også pissefarlige HAR HAR HAR HAR." Tænk, hvis jeg ser hans smarte friskfyrsfjæs som det første, når (hvis) jeg vågner. Hvordan skulle man så vide, at man ikke var død og kommet i helvede?
Jeg er pissefucking bange for at være på hospitalet. Det er hverdag for dem, der arbejder der, så de er elendige til at forklare alt andet end operationen. De kan ikke sætte sig ind i min angst for nåle. Min helt ude af kontrol-angst i det hele taget. Vi-er-jo-dygtige-fake-smil-til-alle-i-rummet (bizart nok er blodprøvedamerne de sødeste og mest forstående). Der lugter forkert. Der er klovne og uhyggeligt syge mennesker. Død. Syge børn med store øjne. Der kommer til at være ting inden i mig som "drop" og "dræn" - jeg er tæt på at afstøde mig selv af angst for at have ledninger i mig. Som om sår ikke er slemme nok, lader vi lige en nåledims blive siddende.
Samtidig håndterer jeg også min hverdag skide dårligt. Jeg sover stort set ikke, hvilket ikke hjælper på min tålmodighed over for velmenende kommentarer. Den næste, der siger "prøv at lade være med at tænke på det" er i overhængende fare, medmindre det selvfølgelig viser sig, at jeg er det eneste mennesker i verden, der ikke er i stand til at slukke på mit hoved sådan uden videre nemt. Nej? Så lad være med at sige det!
Og selvfølgelig har jeg selv sagt den slags pis, men lige nu er det hele så synd for mig, at jeg er ligeglad.
Åh men det værste er næsten misundelsen. På mennesker med cystefrie halse i det hele taget, men ISÆR de gifte af dem. De har en, de kan putte sig ind til i de lange søvnløse nætter. De behøver ikke caste i øst og vest for at finde folk til at være der til support og til indkøb og andet praktisk. Jeg er velsignet med Anni og Anne, men den ene bor i Herning og den anden har sclerose og er mor. Selvfølgelig kan de ikke bare dedikere deres liv til at pusle om mig. En ægtefælle ville ikke have noget valg.
Jeg håber dælme, det hele snart er overstået. Det klæder mig ikke at være så bange og selvmedlidende, og det er begyndt at gøre ond i mine øjne af at tude så meget.
Operationen er mandag formiddag. Forhåbentlig vender jeg tilbage som et lidt mere sympatisk menneske med halvfulde glas og alt det der.
