Stine ser sig sur på skæbnen

Nå, men der er celleforandringer i den der cyste, der bor inden i mig. Vi ved ikke, om der også er det, der er værre. For en sikkerheds skyld opererer vi cysten og halvdelen af min skjoldbruskkirtel væk - eller, det gør en kirurg med tilstrækkeligt maniske øjne til, at jeg stoler på ham som perfektionist.

Jeg tager det ikke en skid pænt.

Selvom alle siger "det går så stærkt, at du ikke opdager det" kan jeg ikke slippe tanken om, at narkose må føles som at dø stille og modvilligt. Og de skal skære i mig imens. Jeg er frygteligt bange for aldrig at vågne igen.

Den narkoselæge, der skulle berolige mig, var en rigtig frisk fyr. "Det er også pissefarlige HAR HAR HAR HAR." Tænk, hvis jeg ser hans smarte friskfyrsfjæs som det første, når (hvis) jeg vågner. Hvordan skulle man så vide, at man ikke var død og kommet i helvede?

Jeg er pissefucking bange for at være på hospitalet. Det er hverdag for dem, der arbejder der, så de er elendige til at forklare alt andet end operationen. De kan ikke sætte sig ind i min angst for nåle. Min helt ude af kontrol-angst i det hele taget. Vi-er-jo-dygtige-fake-smil-til-alle-i-rummet (bizart nok er blodprøvedamerne de sødeste og mest forstående). Der lugter forkert. Der er klovne og uhyggeligt syge mennesker. Død. Syge børn med store øjne. Der kommer til at være ting inden i mig som "drop" og "dræn" - jeg er tæt på at afstøde mig selv af angst for at have ledninger i mig. Som om sår ikke er slemme nok, lader vi lige en nåledims blive siddende.

Samtidig håndterer jeg også min hverdag skide dårligt. Jeg sover stort set ikke, hvilket ikke hjælper på min tålmodighed over for velmenende kommentarer. Den næste, der siger "prøv at lade være med at tænke på det" er i overhængende fare, medmindre det selvfølgelig viser sig, at jeg er det eneste mennesker i verden, der ikke er i stand til at slukke på mit hoved sådan uden videre nemt. Nej? Så lad være med at sige det!
Og selvfølgelig har jeg selv sagt den slags pis, men lige nu er det hele så synd for mig, at jeg er ligeglad.

Åh men det værste er næsten misundelsen. På mennesker med cystefrie halse i det hele taget, men ISÆR de gifte af dem. De har en, de kan putte sig ind til i de lange søvnløse nætter. De behøver ikke caste i øst og vest for at finde folk til at være der til support og til indkøb og andet praktisk. Jeg er velsignet med Anni og Anne, men den ene bor i Herning og den anden har sclerose og er mor. Selvfølgelig kan de ikke bare dedikere deres liv til at pusle om mig. En ægtefælle ville ikke have noget valg.

Jeg håber dælme, det hele snart er overstået. Det klæder mig ikke at være så bange og selvmedlidende, og det er begyndt at gøre ond i mine øjne af at tude så meget.

Operationen er mandag formiddag. Forhåbentlig vender jeg tilbage som et lidt mere sympatisk menneske med halvfulde glas og alt det der.