Til mit forsvar: Jeg er et vrøvlehoved, når jeg er nervøs

Nåmen, en af de ting, jeg har haft lidt nerver over, er når Maise Njor skal tale om sin bog Mit liv som mundlam i Århus i morgen. Mest fordi, det er mig, der skal moderere den snak.

Maren siger, at Maise er smaddersød, så hende frygter jeg ikke. Og jeg kan ligefrem godt lide at tale til store mængder mennesker.Næ, det jeg ER nervøs for - er at blive nervøs midt i det hele.

Forsøgte at klemme Tokyo helt ud af hende

Ved I hvad der slår alt det selvynk, jeg putter på jer for tiden? Når YndlingsHanne kommer hel hjem fra et år i Japan med grøn chokolade.

Ikke så meget selvhad som bare skabet af natur

Eller: Den kreative proces

Jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg skifter mellem selvudslettende tendenser og lidt tilfældigt praleri i ny og næ. En del af det hænger også sammen med de faser mine kreative projekter af mystiske årsager altid slæber sig igennem. Læs videre for uddybning, hvis du ikke har for tralvt med at ryste på hovedet og tsk'e (det ville jeg have).

1.

Hvor-svært-kan-det-være-fasen

Inden et projekt er der ingen grænser for, hvad jeg forestiller mig, at jeg egentlig er i stand til.

2.

Det-går-ALDRIG-fasen

Hvad skal man tage og gribe i? Der er jo INTET. INTET. Gid himlen dog faldt ned og udslettede alt, så vi skulle trisse rundt i skoven og være praktiske.

3.

Nu-opdager-verden-snart-at-jeg-er-talentløs-fasen

Panik spidser til og jeg begynder at google "how to fake own death".

4.

Glemmer-helt-at-jeg-ikke-kan-noget-fasen

Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg ser ud i den her fase, for jeg glemmer mig selv fuldstændigt imens. Pålidelige kilder fortæller, at jeg laver de ansigtsudtryk, jeg tegner.

5.

Triumf-mod-alle-odds-fasen

Hvor jeg ikke er til at være i rum med.

6.

Paranoia

Projekt skal udsættes for andre øjne og vi overvejer at stikke af sammen. "Konstruktiv kritik" - PFFFFFFF!

Jeg sagde ikke, at det gav mening

En uges tavshed igen, Stine? Allerede? Virkelig?

Jamen... Altså jeg er virkelig ret forkølet. Og så vælter jeg mig rundt i mega spændende projekter med tegning og sjov og halløj. Og øh... af en eller anden grund, har den kombination fået mig til at indse, at jeg er et ligegyldigt menneske med meget lidt at byde på?

På vennemåden, stop med at overtolke hjerter

Når man er sådan helt sammenfoldet af træthed efter crazyuge, er det dælme rart at vide, at det delvis skyldes gensyn med længe savnede helt fantastiske mennesker.

Søvn vandt alligevel til sidst

Det der tidspunkt efter 14 timers arbejde, hvor man tænker "glem søvn, jeg vil bare bruge mit liv på tv-serie-theme-song-quizer". Det er egentlig meget hyggeligt på sin egen måde.

...og pointen med det er?

Løst hår lidt oftere, det er der stor opbakning til ude i verden. Ikke altid den knold, Stine!

Man overgiver sig ind i mellem, men ender sjældent med at tænke "det var da en god idé".

Ps. I må godt se bedle

Høje damers forbandelse

.

Verdens mindst skræmmende menneske

Jeg var så bekymret for, om jeg godt kunne have sjov bodegatur med kollegaer efter min eremituge.

Det gik lige.

Absurde hverdag

Min trang til at være alene bliver virkelig ret ødelagt af min følelse af ensomhed.

Du er jo syg! Syyyyyg!

.

Ok, Vejret. Du har fyldt meget herinde på det seneste. Og ja ja, ok, måske var det noget med varme følelser og røde kinder. Og ja, måske troede jeg lidt, det var gengældt. At vi havde lidt en "ting". Og jeg forestillede os to lave alt muligt sammen de næste mange måneder. Men Vejret - af alle de rablende crazy crushes, jeg har haft, er du fanme den værste. Sne i marts, Vejret, really? Du synes måske, det er sjovt, at jeg er gennemblødt, hm? "Ha ha, så gik hun der og frøs helt vildt."

Mine fingre kom i vejen

"Hvem tør spille tegnespil mod dig, Stine?" spørger nogen. Dem med fabelagtige gætteskills, siger jeg. Men viser alligevel kun tre tegninger, der blev gættet. Man har vel sin forfængelighed.

Sejere end word feud

Draw Something (tegn & gæt til iPhone, hvor man tegner med fingrene på skærmen) har gjort mig lige dele lykkelig, lige dele rasende over tykkelsen på min fingre.

Den varme kilde

Jeg har kun konebrok over kulden i dag - smut over til Anne og få en kop varm-om-hjertet i stedet for.

Zzzzzzøndag

Selvfølgelig er det ikke et spørgsmål om alder, at jeg er ved at dø, fordi jeg har festet to dage i denne uge.

Faktorer som luftfugtighed og biorytmer spiller voldsomt ind på den slags.

Det, der kom efter navnet

Et voksent menneske, der ikke kan stave sit eget eftenavn? Hvad søren?

Jeg plejede ellers at være så godt til og glad for at stave mit efternavn.

Det varede lige præcis til jeg blev 16. Der fik jeg nemlig mit eget sygesikringsbevis - og en lille overraskelse.

Det var noget med en lang historie om en forfader, der fik stavet sit navn forkert. Den slags skal man selvfølgelig ikke få rettet, så er det bedre at bilde sig selv og hele stamtræet ind, at vi da bare hedder noget andet.

TeenagerStine gik virkelig ind for den løsning, og det var da lidt spændende at have to forskellige efternavne, men så en dag kom voksenliv og centrale registre.

Fjollet.

Så jeg hedder én ting i banken og på arbejde. En anden ting på alle mine eksamensbeviser. Nogen kender mig som det ene, andre som det andet og alle er forvirrede.

Jeg er lidt ligeglad med, hvad folk kalder mig - men det er de færreste, der er med på den.

Heldigvis var jeg lige kvik med at finde en genial løsning på facebook.

Kanonføde

Selvfølgelig råber man ikke af den forvirrede, forpustede og let ulykkelige lille knægt, der kommer 50 minutter for sent med ens mad.

Man klager ikke engang. Man trøster ligefrem. Først bagefter tænker man "vent - han er da for ung til at køre bil???"