Mindre tv til den unge dame med det store hoved

Af mystiske årsager sidder det der med at være noget, når man bliver stor, stadig fast i hovedet på mig.

Som om, at man kun kan lave reklame, når man nu har valgt den vej. For evigt. For man gik jo hen og blev stor, og så var det det, man var.

Og så bliver man lidt trist, når man ser Work of Art. For er der egentlig ikke gået en kunstner tabt i mig? Tænk lige, hvor sjovt jeg kunne have haft det på kunstskole. Og så havde jeg måske teknikken til at udtrykke de ting, jeg gerne ville. Åh, hvilket drømmeliv.

Lige indtil jeg ser Best Ink, og det går op for mig, hvor fuldstændigt sejt mit liv ville være, hvis jeg var tattovør. Glade kunder og retten til at ligne en tegneseriefigur uanset alder. Tegne tegne tegne.

Og så er jeg slet ikke kommet ind på mine fortrydelser om spildt ungdom ved So You Think You Can Dance (jeg havde nailet det, hvis jeg bare var startet tidligt nok), verdens chance for at få den bedste investigator i CSI (her lader vi som om, jeg ikke besvimer, bare nogen siger "skalpel") eller Hvad Som Helst Med Dyr i hvilket som helst program med dyr (jeg havde reddet dem).