Streg under 2013

2013 havde sådan en uhyggelig klang, så skæbnesvangert og ulige - men MAND et år, det har været. Det slutter alt for tidligt, selvom jeg har oplevet mere end jeg plejer at gøre på flere år. 

Jeg tror måske, jeg fandt mere mod i 2013, end jeg har fundet i andre år. Mod er sjældent i Stineland, så tilgiv mig, hvis jeg kommer til at svælge lidt i alt det nye, det bragte med sig - hvis du tænker på at springe fra, så overvej at få en nytårshilsen med allernederst først.

Jeg sagde mit job op. Uden at have et særlig gennemtænkt alternativ, andet end at jeg ville være selvstændig. Prøvede med dagpenge et par dage, men stressede så meget over systemet, at frit fald virkede mindre skræmmende. 

Altså mindre skræmmende på den stadig ret søvnløse måde. Men så hjælper det at være kærester med en af verdens ultimativt sødeste og klogeste. 

Opmuntrende ord fra tidligere kollegaer, jeg har mere end bare respekt for, var en uventet og inspirerende overraskelse.

Så man kan på en måde måske godt sige, at det er Ronni, Mona, Michael og companys skyld, at jeg fik rodet mig selv ud i at sige ja til ret mange ting, jeg ikke heeelt vidste, om jeg egentlig kunne.

Folk der kender min stræbernatur ved, at det ER det vildeste, der kan ske - ja til en opgave uden 100% sikkerhed for succes. Alle de ting gik i øvrigt glimrende, og det var fantastisk at komme i mål og være dygtigere end ved startskuddet!

Det vildeste ved at være selvstændig er, at man godt må investere sin tid i at lære nye ting. Jeg stalkede f a b e l a g t i g e  Mie Nørgaard, til hun lovede at tage mig under sine vinger. Visuel facilitering var i øvrigt præcist lige så svært at starte med, som jeg forestillede mig, men tusind gange sjovere.

Jeg kunne måske godt have sagt mig selv, at det ville være stressende at starte for sig selv. Mange ting var uvante for mig, og derfor blev flere processer unødvendigt dumme og lange - hej stresssymptomer.

Et andet muntert gensyn var Pingprisen, som jeg for andet år i træk var nomineret til i kategorien Bedste danske nettegneserie. Og som jeg tabte igen. Maren var nomineret til to priser, men vandt heller ikke andet end den uofficielle Aftenens Kjole. 

Prisfesten endte med, at en god del af det samlede danske tegneseriemiljø drak kioskøl på en vesterbrosk skaterbane. Det var en af de der sjældne magiske aftener i ens liv, man ligesom kan gemme et sted i brystet og tage frem, hvis man fryser. 
Ingen kommer nogensinde til at tage fra mig, at jeg har været på skaterbane om natten med Peter Madsen (skaberen af Valhalla) og mange andre vidunderlige tegneserieskabere og -nørder.

ENDELIG var det også året for gensyn med Copenhagen Comics. Jeg havde glædet mig for evigt! Fik ikke oplevet så meget af selve festivalen - til gengæld fik jeg hilst på mange af jer. I er søde, rare, vildt forskellige og over gennemsnittet pæne.

Desværre var der et par stykker både i København og til Litteraturens Dag i Århus, der bare var der for ordlyden i "gratis tegning". De forlangte specifikke, rentegnede motiver, der intet havde med mig eller mine værker at gøre. Der er noget underligt ydmygende i den forventning til, at jeg er der for at portrættere deres liv - mens de er ligeglade med det arbejde, jeg prøver at promovere og sige "tak fordi du læser" for med en doodle. Og ligeglade med de læsere, der har glædet sig og står i kø.
(Jeg ved godt, det ikke er nogen af jer eller andre af mine læsere, men det trængte til at komme ud...)

Jeg troede også, at jeg ville møde en mur af rasende Wulffmorgenthaler-læsere, da jeg vikarierede på deres stribe en uge i sommer - men der skete nærmest det modsatte. Lidt efter blev Stine bliver klogere født, og jeg kan ikke sige tak nok for den pæne modtagelse, den fik. 

Siden fik jeg også min egen stribe i Dansk, Svensk og Norsk Gaffa. Og det er PRÆCIST lige så sjovt at tegne striber under pres som at nørkle rundt herinde. Jeg ønsker mig meget mere af den slags i 2014. Brændende.

Der er stort set ingen penge i tegneserier, og jeg ved ikke, om jeg er god nok. Men det bliver klarere og klarere for mig, at jeg virkelig gerne ved ned ad den vej.

Der hvor jeg måske blev lige presset nok, var da jeg tegnede fra hele Northside Festival. Det var smaddersjovt at prøve, men også næsten umuligt at opleve nok OG tegne. Jeg ville gerne have haft flere sjove observationer fra festivalen med, men de sker ikke, når man er et par timer det ene sted, og så et par timer det andet, og frem og tilbage. Måske skal man være to, før det bliver godt?

Normalt gør jeg meget ud af ikke at fortælle andres historier her, for de tilhører ikke mig. Men jeg tror, Tore og Cecilie vil tilgive mig for at have deres bryllup med her, for det var også lidt en mærkedag for mig. Sjældent har to mennesker fortjent hinanden så meget, og sjældent har et bryllup være så gennemført. De sagde ja til hinanden foran piratskibet i tivoli, og alt det andet var lige så rigtigt.

Mit eget forhold er ikke nået helt så langt, men det er stadig virkelig rigtigt. Så da min kloge kæreste havde væltet 12-tallet i sig til sin sidste eksamen i hjertekirurgi, besluttede vi os for, at det var på tide at stoppe med kun at have ét rum. Og jeg skal love for, at lægetitel og boligportalen matcher godt - 3 dage efter havde vi lige det sted, vi ledte efter.

Og samtidig kom jeg i tanke om, hvor stressende det er at flytte. Farvel nattesøvn, hukommelse, humør, optimisme, energi og hvad har vi. Det blev bedre igen, og så blev det skidt igen, men så også bedre igen, så lidt skidt, og nu bedre igen. 

Jeg har det som i de der tegnefilm, hvor hovedpersonen vågner op i et rum omgivet af musefælder. Det er svært ikke at træde forkert og blive stresset.

Jeg har prøvet at løbe fra det, meditere mig fra det, sove mig fra det, positivt tænke mig fra det, spise mig fra det - men alt i alt er lektien vist, at jeg skal lære at sige nej. Og lære at stole på, at jeg ikke dør af sult og bankgæld, hvis jeg siger det svære n-ord.

Kan 2014 rumme lige så meget godt som 2013? Findes der så meget held?

Hvis der gør, håber jeg, at I er blandt de heldige. De, der virkelig får så fantastisk et nyt år. I er de sødeste læsere, nogen tegnende bloggerdame kan ønske sig. Tak for fantastiske kommentarer, likes, shares og gode tanker endnu et år. Tak især til jer, der har hængt på længe - og et lige så varmt velkommen til alle nye. 

Jeg håber, I bliver hængende et år til, og at jeg kan leve op til det. Rigtig godt nytår.