Følelsen, når et solidt møbel giver efter for ens kropsvægt... Den matches kun af følelsen, når man ser, at knækkede blå sofa er præcist en uge over den lovpligtige 2 års garanti. Heldigvis viser det sig, at Bolia har 30 måneders garanti, og efter en måned skulle der komme flyttemænd med nye blå sofa, og så ville de tage knækkede blå sofa med.
Aldrig nogensinde havde vi hørt om noget så uhyggeligt. Fremmede mennesker. Som sikkert var flinke. Og ville smalltalke. Og hjælpe os. Vi kunne bare vente på det uundgåelige og håbe på at slippe fra det med livet i behold.
Min plan blev hurtigt til at bruge von doktor som kanonføde. Desværre er han brandsvær at håndtere, når han først bliver stædig.
Han indså desværre hurtigt nødvendigheden af at åbne døren for de (fremmede og *gys* potentielt flinke) sofamænd, men besluttede sig samtidig for ikke at gå ned med det skib alene.