Rarhed

Fordybelse var en selvfølge engang, men nu kvæler jeg gerne den slags med hast, pres og planer. Men så i går, der tog jeg fordybelse med ud på altanen. I flere timer, helt uden at knibe hinanden i enden med deadlines, sad vi der og ligesom bare følte os frem.

Regn og rusk

Engang startede jeg en tegnet blog fordi jeg var træt af at høre på mig selv. Hvem ved, hvor langt modstand mod eget piveri kan tage mig denne gang! 
Kvinden bag den mentale rusker er Zenia. Hun er god.

Lytter, men mest til de forkete

(Jeg er nomineret til en Ping Pris, hvis man lige skal bruge lidt kontekst) 

Hun gjorde det!

I dag skal jeg til bogreception, for allerfineste Anne har lavet en bog. Hendes første rigtige udgivelse, det er så stort. Den er fuld af ærlige ord om, hvordan det var at blive ramt med sclerose. Det er tung læsning, for Anne vil ikke tage det pænt/med humor/hvad hendes omverden forlanger - og hun rammer utvivlsomt ned i noget, der rammer især for de mange, der føler sig alt for alene med alt for tunge tanker.

Redning med æg og frugt

Pls sig, at det der med at vågne op og stadig være fuld næste morgen, ikke er en fast ting, der kommer med alderen.

"Det er drønromantisk at lave mad sammen"

2 bestemmerøve + ultraløst formuleret opskrift = vores første køkkenskænderi. Åh ja, og virkelig virkelig dårlig mad.

Årets spørgsmål

Jeg er Årets Kunster 2014 på Utterslev skole, og så stolt af det, at jeg vrider mig. I fredags så jeg deres fine fine StineStregen-udstilling med tegninger fra gulv til loft, og så tegnede jeg en stooor tegning til dem. Imens tegnede en masse fabelagtige børn om noget fra deres eget liv med mig (wuuuut) som inspirationskilde. De var allesammen gode, men især to modstod fristelsen for kun at tegne pænt og lavede genkendelige scenarier, en dreng og en pige. Der er håb! Og hvor er den skole altså proppet med søde mennesker.

Ps. Jeg har altid haft en mund.