"Ja, det kan jeg godt huske, du nævnte" sladrer om, at man gentager sig og måske har gjort det i månedsvis. Alle er søde, og ingen laver øjne. Men det føles stadig som at skjule, at man har ål hængende ud af næsen, når man ikke kan huske en skid, men bare så gerne vil ligesom glide ind i snakken uden at dreje den over på de ål der.
3 kommentarer:
Pyha, kender det. Ubehageligt. Min hjerne kan heller ikke altid finde de rette ord mere, efter stress og hvis jeg igen er presset. Så kan håndklæde let blive til regnbue. Suk.
@rutsje: jeg er fan! "Og så gik jeg og vaskede regnbuerne og dælme om ikke naboens lille gnom så kom forbi" (okay ved godt det næppe er sådan du taler, men regnbuer skaber da smil forhåbentlig :D
Jeg fik en stor omgang elektrochok sidste efterår og jeg møder hele tiden mennesker der kender mig, men jeg slet ikke kan genkende.
Jeg har prøvet at løse problemet ved at skrive en masse små sedler til mig selv, men det tragikomiske er, at jeg ikke kan finde sedlerne...
Måske skulle man gøre som Leonard...
Send en kommentar