Skiftedag

Dette er IKKE en øvelse, jeg gentager, dette er ikke en øvelse. Eller, jo, måske, lidt, det er et forsøg på at øve sig på noget nyt ovre på STRICTLY STINEEEEEE. 

Hvis alting går galt, kommer jeg kravlende tilbage med hatten i hånden. Jeg lader siden her stå åben.

Ungdomsweekend

Drik, som om du aldrig har haft tømmermænd. Kast op, som om ingen kan høre dig. Spis hovedpinepiller, som om der ikke var bivirkninger. Æd, som om ingen ser det.

Forårsfornemmelser eller tricktyv?

Når jeg afslører, at det skete på Københavns Hovedbanegård, er jeg sikker på, vi allesammen ved, hvad svaret på spørgsmålet i overskriften egentlig er...

Guys, vi skal lige i tv

Damn straight - jeres smukke reaktioner er hørt helt ind i fjernsynet.

Aftenshowet (DR1 ca kl 19 - 20) i aften.

Vi ku støtte en drøm

Først handler det om mig. For Thomas Mikkelsen har tegnet ”Stine VS Nega-Stine”, så jeg kan blive glad igen. Og den koster hverken gin&tonics, vennetjenester eller nøgenrollespil, det understreger Thomas. Han er sød.

Men nu er det sådan, at Thomas er en del af et projekt, der mangler det sidste på kickstarter, og hvordan kan jeg stå imod en mand, der tegner mig med et sværd og katteører? Kunne du?

Thomas og en, der hedder Michael, arbejder på en tegneserie om dengang Michael blev træner for Tibets landshold i fodbold, selvom de ikke havde et landshold og han i øvrigt ikke var træner.

Jeg er ikke interesseret i fodbold, men jeg ER interesseret i drømme og viljen i et land under besættelse, der kæmper for at blive anerkendt som selvstændigt. Og så selvfølgelig tegningerne. Du kan læse et interview om historien i The Local. 

De har samlet næsten 130.000 kroner, men der er et stykke endnu. Du kan nøjes med at smide en femmer, eller du kan give mere - pengene bliver kun trukket, hvis de når målet. Jeg har støttet Dreams in thin air, fordi den fortjener at blive til.

Den dag jeg fortalte hele internettet, at jeg har en depression

...blev den bedste dag længe. Hvis nogen har mistet troet på menneskeheden, skulle de smutte forbi kommentarfeltet. Tak for ord, likes, mails, kommentarer, tankekram og alt det hele. Det er overvældende vidunderligt.

Depressionen i 30’erne

Så… her sidder jeg og er lidt grå. Det er mig, der er grå.

Jeg har en depression, ser du. Den har været der længe, men jeg har kun kendt den nogle måneder.

Egentlig er jeg ikke deprimeret. Det er ikke sort. Bare sådan mere gråt, end det burde.

Jeg kan ikke mærke mine følelser i maven, men jeg ved, de er der. De er i mit hoved.

Ind i mellem er jeg så træt og uden overskud, at jeg bliver overvældet.

Men de fleste dage er ret normale.

Jeg er glad for mit liv. Min kæreste passer så godt på mig. Mine venner er vidunderlige. Jeg har de bedste arbejdsopgaver nogensinde. Jeg prøver at lade være med at sprede mig over for meget.

Jeg har været stille på StineStregen længe, fordi jeg er bange for fordommene om depression. Bange for at ingen kan lide mig mere, og at ingen vil hyre mig til at arbejde for dem så.

Jeg har dem selv, alle de fordomme.

Fx startede jeg med at fortælle min psykiater, at jeg ikke var ”sådan en, der fik depressioner”.

Men jeg har altså en depression.

Jeg havde også blodmangel og jernmangel og d-vitaminmangel, og det hjalp heller ikke på noget, vel? Og så det der stress, der bryder så nemt ud igen.

Min nye læge og min psykiater er dygtige og engagerede, og jeg tror på, at skæbnen vil mig en masse godt. Det er allerede bedre, end det var i december.

Jeg drømte, at jeg var på polarekspedition med Thomas Rhode, og midt i det hele skulle vi til matematikeksamen. Jeg ved ikke, om det var symbolsk.