Så… her sidder jeg og er lidt grå. Det er mig, der er grå.
Jeg har en depression, ser du. Den har været der længe, men
jeg har kun kendt den nogle måneder.
Egentlig er jeg ikke deprimeret. Det er ikke sort. Bare
sådan mere gråt, end det burde.
Jeg kan ikke mærke mine følelser i maven, men jeg ved, de er
der. De er i mit hoved.
Ind i mellem er jeg så træt og uden overskud, at jeg bliver
overvældet.
Men de fleste dage er ret normale.
Jeg er glad for mit liv. Min kæreste passer så godt på mig.
Mine venner er vidunderlige. Jeg har de bedste arbejdsopgaver nogensinde. Jeg prøver
at lade være med at sprede mig over for meget.
Jeg har været stille på StineStregen længe, fordi jeg er
bange for fordommene om depression. Bange for at ingen kan lide mig mere, og at
ingen vil hyre mig til at arbejde for dem så.
Jeg har dem selv, alle de fordomme.
Fx startede jeg med at fortælle min psykiater, at jeg ikke
var ”sådan en, der fik depressioner”.
Men jeg har altså en depression.
Jeg havde også blodmangel og jernmangel og d-vitaminmangel,
og det hjalp heller ikke på noget, vel? Og så det der stress, der bryder så
nemt ud igen.
Min nye læge og min psykiater er dygtige og engagerede, og
jeg tror på, at skæbnen vil mig en masse godt. Det er allerede bedre, end det
var i december.
Jeg drømte, at jeg var på polarekspedition med Thomas Rhode,
og midt i det hele skulle vi til matematikeksamen. Jeg ved ikke, om det var
symbolsk.
